Kunsten at bygge en trailer
MTDK producerer specialtrailere til mange forskellige transporter.
Det skriver Randers Amtsavis.
Det er en videnskab i sig selv at udvikle trailerne, så de passer til myndighedernes og kundernes krav. Siden det blev lovligt at køre med en totalvægt på 54 ton, begyndte flere at køre med fire aksler på traileren i stedet for tre.
- Pludselig er det jo så de fireakslede, vognmændene vil have, og så er alle de treakslede ikke så spændende mere. I Danmark kan vi faktisk ikke afsætte brugte trailere, der bare er fem år gamle, fortæller administrerende direktør Carsten Sørensen til Randers Amtsavis.
Derfor bliver de brugte trailere i stigende grad solgt til Østeuropa, hvor især Polen, Baltikum og Rumænien er aftagere.
Udover MTDK's store produktion af specialtrailere har virksomheden også omtrent 50 standardtrailere. I dag udgør standardtrailerne 80 procent af salget af nye trailere, men målet er at få salget af standardtrailerne til at udgøre 90 procent af salget, da processen fra bestilling til levering er noget hurtigere end ved specialtrailerne.
På de specialbyggede trailere kan der gå seks til otte måneder fra udvikling og til levering af den færdige trailer.
En af de ting, der hele tiden udvikles, er vægtoptimering. Det betyder meget for vognmændene, at egenvægten er så lav som muligt, så man får den højest mulige kapacitet.
Det kan for eksempel dreje sig om en stålvange, hvor der bliver brugt stål i 4,5 mm tykkelse, som måske kan erstattes af stål i 3,5 mm tykkelse. Det kan ingeniørerne taste ind i computeren, som så regner den totale egenvægt ud. Derefter skal sikkerheden selvfølgelig tjekkes, så produktet lever op til sikkerhedskravene og stabiliteten.
Originalartikel: http://amtsavisen.dk/randers/speciallave...