23948sdkhjf

Tysk motorgigant sagsøger DSB

Deutz AG vil fravriste DSB retten til millionerstatning for mangelfulde leveringer og konkurrenceforvridning.
Den tyske motorproducent Deutz AG forsøger nu med en stævning at fravriste DSB retten til millionerstatning for mangelfulde leveringer og konkurrenceforvridning omkring IC3-motorerne i de danske IC3-tog.

Det skriver Jern & Maskinindustrien.

Fakta: Sagen kort fortalt

I 2010 skal DSB renovere 404 motorer på IC3-togene. Motorernes producent, Deutz, afgiver et tilbud på, hvad en udskiftning vil koste. DSB vurderer, at løsningen er for dyr, og ender med at give vedligeholdelsesopgaven til et konsortium bestående af Fleco og tre andre virksomheder.

Kort tid herefter oplever Fleco, at det bliver sværere og sværere at skaffe reservedele til motorerne. Fleco anlægger derfor en konkurrencesag mod Deutz med påstand om, at motorproducenten bevidst forhindrer Fleco i at købe reservedele.

Fortsættes her…
I 2013 fik DSB Konkurrenceankenævnets ord for, at det statsejede selskabs egen motorleverandør, Deutz, pådrog selskabet økonomiske tab ved bevidst at tilbageholde reservedele til DSB’s IC3-motorer.

Deutz tilbageholdte leverancerne i kølvandet på, at DSB efter en udbudsrunde fravalgte Deutz’s danske datterselskab, Diesel Motor Nordic, som servicepartner på de i alt 404 dieselmotorer i IC3-togene.

En sag i millionklassen
Nu forsøger Deutz så med stævningen at få rejst en sag ved byretten i Køln til at forhindre DSB i at søge kompensation som følge af den konkurrenceforvridende adfærd.

- Vi kan bekræfte, at DSB er blevet sagsøgt af Deutz i Tyskland, og stævningen går i korte træk ud på, at Deutz vil have DSB til at anerkende, at DSB ikke har et krav på erstatning mod Deutz som følge af Deutz’ konkurrencebegrænsende adfærd, siger Mette Rosholm, direktør for Personale og Jura i DSB, til Jern & Maskinindustrien.

Deutz AG har ikke ønsket at kommentere sagen overfor avisen.

Konkurrencenævnets afgørelse fra 2013 blev anket af Deutz AG og kører nu som en ankesag ved Sø- og Handelsretten. Afgørelsen i konkurrenceankenævnet fik dengang den daværende direktør i DSB Vedligehold, Steen Schougaard Christensen, til at bedyre, at DSB ville søge kompensation fra Deutz. Og DSB slipper ikke retten til erstatningen trods den nye stævning, som DSB modtog i august sidste år.

- DSB’s sag varetages af DSB’s tyske advokater, og de tyske advokater har anmodet om, at sagen enten bliver afvist eller udsat, indtil de danske domstole har truffet endelig afgørelse, siger Mette Rosholm med henvisning til sagen i Sø- og Handelsretten.

DSB ønsker ikke at oplyse, hvor stort erstatningsbeløbet forventes at blive. Men i afgørelsen fra december 2013 udtalte den daværende direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, at der var tale om en overtrædelse, som straffes med bøder i millionklassen, fordi Deutz’ adfærd både har medført ekstraomkostninger til DSB i form af forhøjede priser på reservedele samt medført, at togpassagererne blev ramt af forsinkelser, da motorerne ikke blev repareret i tide.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078