Forskerpark satser på industrien
[i]Det er oftest virksomhederne og ikke forskerne, der udvikler de gode ideer. Det tager CAT-forskerparken i Roskilde nu konsekvensen af.[/i]
- Det er ganske nyt, at vi systematisk er begyndt at satse på at opdyrke de ideer, der opstår i virksomhederne. Hidtil har vi været meget forskningsorienteret. Vi skal væk fra tanken om, at al innovation sker i forskerverdenen, Men der er ingen tvivl om, at der ligger et stort uopdyrket potentiale i mange mellemstore virksomheder. siger direktør Kim Ove Olsen, CAT, til ErhvervsBladet.
ErhvervsBladet oplyser, at det første synlige resultat på den nye strategi har CAT-Symbion Innovation i samarbejde med investeringsselskabet CAT Seed investeret 1,5 mio. kr. i Microbotics, som er en knopskydning fra de to sjællandske virksomheder Pinol og Unisensor. De to selskaber startede i 2000 udviklingen af en robot, der kunne tage sig af komplicerede samlebåndsopgaver, hvor antallet af emner ikke er stort nok til, at de pågældende virksomheder vil investere i et større automatiseret produktionsanlæg. Microbotics har udviklet en mikroskopisk robot som vil kunne optimere produktionen i mange virksomheder, som i dag ser sig nødsaget til at udflage produktion til lavtlønslande.