Mazak glæder sig til nyt styreprogram
Yamazaki Mazak Danmark ser positivt på 2016, hvor et af højdepunkterne bliver lanceringen af den nyeste generation af maskinstyringsprogrammer.
Sådan siger direktør i Yamazaki Mazak Danmark, Niels Torbensen.
Virksomheden har kontor i Ringsted, mens hovedparten af kunderne holder til i den vestlige del af landet. Dog oplever Niels Torbensen et lille skred i geografien.
- Procentsatsen er rykket en anelse. Før hed vest-øst fordelingen 80-20, men i dag er den trods alt 78-22, siger Niels Torbensen, som forklarer, at Yamazaki Mazak Danmarks største kunder er jyske KP Komponenter og Multicut.
Ny generation controller
Et af Yamazaki Mazaks højdepunkter i 2016 bliver præsentationen af en ny version af virksomhedens maskinstyring. I 1981 præsenterede Yamazaki Mazak for første gang deres controller, Mazotrol. Siden da er maskinstyringen blevet fornyet ad flere omgange, og i 2016 lanceres den syvende generation kaldet Smooth, som deles op i SmoothX, SmoothG, og SmoothC.
- Vi forventer os meget af den nye styring, som fremover vil sidde i alle vores produkter, fortæller Niels Torbensen.
Yamazaki Mazak Danmark har i dag 35 ansatte, hvoraf de 25 arbejder i serviceafdelingen.
Niels Torbensen oplever, at kunderne har høje forventninger til servicefolkene, som udfører alt fra opstart og vedligehold til programmering af software. De forventninger forsøger Yamazaki Mazak at leve op.
- Vi ser vores montører som fabriksmontører, og derfor uddanner vi dem på vores egne fabrikker i England og Japan. Desuden uddannes vores teknikere af vores hardware-leverandør, Mitsubishi, på deres europæiske hovedkontor i Düsseldorf, forklarer Niels Torbensen.