23948sdkhjf

Ny 3D-laserskærer sikrer rør-kvaliteten

Heléns Rør har investeret i en "state-of-the-art" 3D-laserskærer til rør. Den nye maskine kan lave komplicerede rør-ender til kunderne.
Heléns Rør ved Middelfart på Fyn har taget et stort teknologisk hop fremad. Virksomheden med 45 medarbejdere har netop taget en ny Trumpf 3D-laserskærer i brug.

En massiv investering, der tilgodeser nuværende og kommende kunders krav til kvalitet.

Laserskæreren betyder kort sagt, at fabrikken kan skære rør i valgfri vinkler og ikke bare vinkelret på rørene.

Firmaets to andre laserskærere kan kun skære i 2D og kan således ikke skære på skrå i enden af et rør, uden at det går ud over effektiviteten.

3D-laserskæreren er 19 meter lang, og samtidig med installationen har virksomheden flyttet rundt på maskiner og ændret på bygninger for at få et mere rationelt produktionsflow.

- Vi kunne lige så godt få tilpasset vores flow ved samme lejlighed. Vi har måttet flytte maskiner og produktion og lagre til nye placeringer. Vi har også flyttet og ændret traverskraner, støbt fundament under den nye maskine og etableret nye interne transportveje, fortæller produktions- og kvalitetschef Lars Hess.

Fabrik er nydesignet
Det nye produktionsflow er blevet tilrettelagt i en projektgruppe med deltagere fra ledelse, produktion og planlægning.

Lars Hess viser den nydesignede fabrik frem. Virksomheden har anlagt en vej bagom fabrikken, sådan at lastbilerne kan aflevere rørene i den ende af fabrikken og afhente færdigvarer i den modsatte ende. Tidligere var der meget transport igennem fabrikken og en del omlæsning af emnerne for at kunne få materiale frem til maskinerne.

- Mange af de rør og emner, som vi arbejder med, er seks, ni og tolv meter lange. Så det kan være udfordrende logistisk. Vi er ikke i tvivl om, at vi har kørt mange unødvendige kilometer gennem årene.

Ved den ny indgang placerer virksomheden også en stor sav, sådan at rør på ni til tolv meter kan blive afkortet udenfor, inden de flyttes ind til maskinerne i fabrikken.

- Vi får et væsentligt bedre flow til og fra lager- og produktionsområderne. Vi har hidtil brugt mange kræfter på kørsel med truck og vogn gennem fabrikken. Nu kan vi få materialerne ind i den ene ende og ud ad den anden ende. Det bliver et smidigt flow, siger han.

Flere ordrer
3D-laseren giver Heléns Rør mulighed for at tage flere ordrer ind, fordi virksomhedens kapacitet udvides.

- Vi satser på mersalg i forbindelse med investeringen, siger Lars Hess.

På vej rundt viser han også virksomhedens tre robotter. En af dem er af ældre dato.

- Den står og griner af os. Vi skal have den ud og forhåbentlig erstattet med en ny robot. I det hele taget regner jeg med, at vi skal have flere robotter her, fortæller han.

Heléns Rør bearbejder rør og stempelstænger. Det kan være alt fra simpel afskæring til avancerede laser- og CNC-bearbejdninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11