Stålkommentar: En hård start efter et hårdt år
Markedet for rustfri stål er fortsat ekstremt presset. Råvarepriserne ligger på et historisk lavt niveau, og nikkelprisens fald synes nærmest ingen ende at have.
Legeringstillæg: Det rustfri legeringstillæg for januar faldt igen, da styrtdykket i nikkelprisen endnu ikke er ophørt. Outokumpu satte tillægget for kvalitet 304 (1.4301) til 927 euro/ton mod tidligere 1.014 euro/ton i december 2015, svarende til en reduktion på ca. 9 procent. Januar-tillægget for kvalitet 316 (1.4401) blev sat til 1.231 euro/ton, svarende til et fald på 102 euro/ton fra decembers tillæg (-8 procent måned-til-måned).
Markedssegmenter: Byggeri og anlæg: Den europæiske brancheforening for byggeri og anlæg, Euroconstruct, forventer en fremgang i den samlede anlægsaktivitet på 1,6 procent, hvilket er en nedjustering fra den tidligere prognose på 1,9 procent ved sommerens konference i Warszawa. Den mest markante vækst i 2015 stod følgende lande for: Irland (+10,6 procent), Slovakiet (+10,3 procent), Tjekkiet (+7,4 procent) og Holland (+6 procent). For 2016 blev vækstraten ændret fra 2,4 procent til et rekordniveau på 3 procent, mens prognosen for 2017 ligger uændret på 2,7 procent.
Forbrugsgoder: Eksporten af tyske elektroniske forbrugsgoder steg i oktober til 15,4 mia. euro (+4,2 procent). Trods en vækstrate et godt stykke under 2015-gennemsnittet var vækstraten for oktober den højeste nogensinde. Et stærkt stigende salg blev noteret for Sverige (+50,7 procent) og Tjekkiet (+22,1 procent), mens leverancer til følgende lande faldt voldsomt: Rusland (-26,0 procent), Brasilien (-23,8 procent) og Kina (-11,3 procent). I de ni måneder fra januar til oktober 2015 blev der eksporteret tyske elektroniske forbrugsgoder til en værdi af cirka 144,1 mia. euro (+6,9 procent år-til-år).
Bilindustrien: Markedet for personbiler oplevede i november 2015 en stærk fremgang til markering af den 27. måned i træk med vækst. Der blev i EU registreret 1.085.259 nye køretøjer, hvilket er en stigning på cirka 14 procent i forhold til november 2014. Igen præsterede følgende lande tocifrede vækstrater: Spanien (+25 procent år-til-år), Italien (+24 procent år-til-år) og Frankrig (+11 procent år-til-år). I de første 11 måneder af 2015 beløb antallet af nyindregistrerede personbiler sig til 12.603.855 enheder og overgik antallet for hele 2014.
Procesindustrien: Den tyske ingeniørbrancheforening, Verband Deutscher Maschinen- und Anlagenbau e.V. (VDMA) havde solid vækst i november 2015 med en stigning på cirka 6 procent sammenlignet med november 2014. Antallet af ordrer både fra hjemmemarkedet (+9 procent år-til-år) og eksportordrer (+4 procent) steg. I den mere relevante tremåneders sammenligning fra september til oktober 2015 var der et fald på 2 procent år-til-år, hovedsageligt som følge af en nedgang i eksportordrer (-4 procent), mens ordrer fra eurolande steg med næsten 14 procent.
Kilde: Damstahl - http://www.damstahl.dk