Så meget er vindmøllerpriserne steget
Den norske projektudvikler Renewable Energy Systems afslører nu, hvordan prisudviklingen har været på vindmøller over de sidste tre år.
Med udgangspunkt i en 2 MW mølle er priserne på turbiner og vinger angiveligt steget med 92 % siden 2005. Af denne stigning kan 25 procentpoint dog forklares med en svag dollarkurs. Lidt bedre ser det ud for priserne på tårne, hvor stigningen har været på 67 %. Til gengæld er prisen for transport steget med 94 %. I alt er der derfor tale om prisstigninger på 87 % for en færdig 2 MW mølle.
Udover de svingende valutakurser er det blandt andet stigende råvarepriser, der får skylden for de kraftige prisstigninger. Det er især olie, stål og kobber, der bruges meget af. Samtidig er også prisen på arbejdskraft steget med op mod 40 %. Hertil kommer også, at knaphed på komponenter har været med til at presse priserne op.