23948sdkhjf

Bila-chef: UR-agentur forvandler forretningen

Ny strategi skal drive produktsalget op i samme liga som projektsalget.
Danske slutkunder skal i højere grad selv købe en robot. Det er en del af Bilas fremtidige strategi, og her er agenturet af Universal Robot en væsentlig brik. Automationshuset forventer et salg på op i mod 30 robotter om måneden, når omsætningen inden længe er kommet op i gear.
 
Som Bila-forretningen i dag er skruet sammen, er projektafdelingen klart den største med en omsætning på et trecifret millionbeløb. Men projektforretningen har udfordringer med at vokse i samme takt som tidligere, og derfor skal salget af ”nøgne” robotter op i samme omsætningsliga.
 
- Vi har en klar strategi om, at vi skal vokse voldsomt på vores produktområde de næste tre år. Strategien er også at flade væksten i vores projektforretning ud og holde fast i kernekunderne og vokse med dem. Vi har før været slemme til at skyde bredt med haglbøssen, og det er alt for farligt og alt for svært at tjene penge med vilde projekter rundt om i verden, fortæller Jan Bisgaard Sørensen, administrerende direktør hos Bila.
 
Uendelig stort potentiale
I strategien står det nye Universal Robot-agentur, som Bila overtog fra årsskiftet, som en grundpille. Mors-virksomheden forventer sig meget af den danske robot, hvor fleksibiliteten skal være med til at sparke døren ind hos de små og mellemstore danske virksomheder.
 
- Det årlige robotsalg er på cirka 500 om året i Danmark. Jeg tror, at vi ved hjælp af de små robotter kan tre- eller femdoble salget. Universal Robot er så let og billig at komme i gang med, fordi der ikke skal bruges en afskærmning, og fordi mange virksomheders tekniske afdelinger selv kan stå for servicen, siger Jan Bisgaard Sørensen og tilføjer, at han vurderer, at Danmark er robotunderbefolket.
 
Bila har også Kawasaki-agenturet i Norge, Danmark og Sverige i sit sortiment. Og Jan Bisgaard Sørensen ser de to robotproducenter komplementere hinanden godt.
 
- Man kan sige, at når Kawasaki-sortimentet stopper, begynder UR.
 
Salgsstyrken er på plads
Automationshuset har placeret salgs- og teknikdelen for Universal Robot-agenturet hos afdelingen Bila Robotics i Hinnerup, mens den tekniske support udgår fra Svendborg og Mors.
 
- Vi vil lægge en masse salgspower i robotterne. Det svarer lidt til at missionere i Afrika, hvor det handler om at komme ud at snakke med mennesker. Vi har i øjeblikket to sælgere og en salgsbackup, og vores plan er, at vi skal være mange flere. Vi agter at fylde sælgere på, så hurtigt som vi vækster, fortæller Jan Bisgaard Sørensen.
 
I dag har automationshuset produkterne Palomat, Kawasaki og UR, der sælges separat. Direktøren vurderer, at UR med tiden kommer til at fylde 80 procent af robotproduktbenet.

- Håndbogen siger, at man skal være smallere i sit jagtrevir. Det er også derfor, at vi har skilt forretningen ad, og vores salg ligger i Århus. Så bliver det ikke smittet af alle de ingeniørnørder, som vi har her på Mors.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.346