23948sdkhjf

R&D leverer til endnu en vindmølleproducent

R&D’s nyudviklede Rain Erosion Tester skal teste erosion på forkanten af vindmøllevinger hos LM Wind Power.
Erosion på forkanten af vindmøllevinger kan føre til afskalning af vingernes overflade, hvilket giver aerodynamiske tab og dermed potentielt større effekttab.

Derfor er det afgørende for vindmølleproducenter, at de i udviklingen af nye vinger har optimale muligheder for at teste eksempelvis forskellige belægninger på forkanten af vingerne og deres holdbarhed, samt at det slid, som testes, er så realistisk som muligt.

En vigtig parameter i den proces er reliabilitet, og netop sikkerhed for repeterbarhed i R&D's løsning var en afgørende faktor, da LM Wind Power valgte R&Ds testsystem til deres fremtidige in-house tests.

Intensiv udviklingsforløb
Hos R&D har man gennem de sidste tre år arbejdet intensivt på udviklingen af en Rain Erosion Tester, og resultatet bygger på over 10.000 udviklingstimer. Udviklingen er sket i tæt samarbejde med flere kunder. R&D samarbejder desuden med DTU Vindenergi i et EUDP-støttet projekt om videreudvikling af teknologien inden for udvalgte dele af området.

- R&D’s brede erfaringer med udvikling af testsystemer har sammenholdt med den udviklede Rain Erosion Testers egenskaber været afgørende for, at vi valgte at indgå i et samarbejde med dem, siger testingeniør Laurids Andersen fra LM Wind Power.

- Vi har haft en rigtig god og konstruktiv dialog gennem hele processen. Og samarbejdet fortsætter, da der løbende sker videreudvikling af løsningen blandt andet på baggrund af resultaterne i EUDP-projektet.

Komplicerede tests
- Test af regn-erosion er meget kompliceret, og området er meget vanskeligt at teste, fordi det går så stærkt. Vi taler om en tiphastighed på omkring 180 m per sekund, siger maskiningeniør Mads Erik Mathiesen fra R&D.

- Derfor kræver udviklingsprocessen mange test i praksis. Det er ikke alt sammen noget, vi kan regne os til rent teoretisk – men det kræver en stærk teoretisk ballast at kunne nå frem til den rette løsning, tilføjer han.

Aerodynamisk område
- En af de store opgaver i udviklingsprocessen har således været at skabe et aerodynamisk område omkring maskinen og især vingerne i maskinen, siger Mads Erik Mathiesen.

- Der har været flere udfordringer med at få dråberne til at falde lige ned og ramme testemnet, uden at dråberne bøjer af eller bliver ramt af anden turbulens i maskinen. Det har vi nu løst, og vi har i dag en yderst stabil maskine, uddyber han.

- Netop den dokumenterede repeterbarhed i R&D’s løsning var en afgørende faktor i vores beslutning om at købe deres Rain Erosion Tester, supplerer Laurids Andersen.

- Vi skal kunne stole på resultaterne i de løbende test i vores udviklingsarbejde og vide, at det er testemnerne og ikke maskinen, som udgør forskellen fra test til test. Samtidig får vi med denne løsning væsentligt flere parametre at måle på, end vi har i dag, og vi får lagret viden in-house. Alt i alt forventer vi bedre test, stor opsamling af viden og dermed bedre udviklingsforløb, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235