23948sdkhjf

Endnu et år med fart på hos Anmasi

Den sydjyske virksomhed blev fordoblet i seneste regnskabsår.
For lidt mere end et år siden startede Anmasi egenproduktion i Grindsted, og det har været med til at skubbe til væksten i 2015.

Omsætningen er fordoblet hvert år de sidste tre år, og samtidig er antallet af medarbejdere mere end fordoblet fra fire til ni.

- Væksten er i vores egenproduktion af ultralydsrensere og i 3D-industrien. Vi har en stor kunde i Frankrig og nogle rigtig gode kunder i Danmark og Tyskland, der har lagt nogle pæne ordrer. Markedet i Danmark er nok mættet, og derfor er vi meget tilfredse med, at vi i Frankrig er begyndt at levere til en stor producent af 3D-printere. De leveres til hele verden, og det betyder faktisk, at halvdelen af vores rensere står i USA, forklarer salgschef Anders Hedeby Sørensen.

Han har endnu ikke det endelige overskud for 2015, men forventer at det lander på cirka 1 mio. kr. og dermed bliver på niveau med 2014. At overskuddet ikke er fulgt med omsætning op er ikke nogen overraskelse, for Anmasi har brugt 2015 på at investere i vækst.

- Vi sad ved indgangen til 2013 og lavede vaskemaskiner til metalindustrien, og havde kun det ene ben at stå på. Vi ville godt et sted hen, hvor vi kunne specialisere os på et marked og have flere ben at stå på. 3D-print er nyt, og det er kommet for at blive. I dag kommer et par millioner af vores omsætning fra 3D-industrien, og det er noget, vi vil gå lige så meget på, som vi går på metalindustrien. Ultralydsrensning er nærmest lavet til den industri, fordi ultralyd er så skånsomt, lyder det fra Anders Hedeby Sørensen.

En anden markant investering i 2015 var opkøbet af aktiemajoriteten i Dansk Staalfilter, som efter planen skal fortsætte som selvstændigt selskab. Det er dog forventningen, at der skal høstes en del synergier specielt på salgssiden.

- På messer vil vi for eksempel i fremtiden præsentere begge produkter. Tanken er, at de kunder der bruger vaskeanlæg også kan bruge filteranlæg. Vi forventer også at kunne tilbyde vores kunder en bedre service, hvor vores folk kan servicere begge typer anlæg, fortæller Anders Hedeby Sørensen.

Han forventer, at Anmasi vokser videre i de kommende år, og sikkert er det i hvert fald, at Grindsted-virksomheden vil blive ved med at agere offensivt på markedet.

- Min drøm er, at vi i 2017 er mere end 10 ansatte og har et par millioner mere i omsætning. Vi har et meget højt markedsføringsbudget, men det er også derfor, det er gået så hurtigt, så det vil vi fortsætte med, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078