23948sdkhjf

Lovende fremtid i sigte for Reka

Virksomhed i Aars har succes med at levere biobrændselsanlæg - blandt andet til golfcenteret i Gatten.
Forbruget af træpiller til energiformål i Danmark er femdoblet i perioden 2001-2014. Det viser en undersøgelse, som Force Technology netop har foretaget for Energistyrelsen.

Og det kan mærkes hos Maskinfabrikken Reka i Aars.

Her oplever man en stigende efterspørgsel på biobrændselsanlæg.

- Og det gælder ikke kun træpilleanlæg. Der er også rift om vore andre højeffektive bioværker, som kan bruge for eksempel halm eller træflis, fortæller Rekas stifter og indehaver, direktør Christian Larsen.

Himmerland Golf & Spa Resort er blandt de virksomheder, der har investeret i et træpilleanlæg fra Reka.

Mens centret før erhvervelsen af Reka-anlægget jævnligt havde besøg af olietankvognen, er det nu træpiller, som puttes i brændselslageret med en kapacitet på 40 tons.

Det miljøvenlige anlæg opvarmer det 6000 kvadratmeter store center.

Foruden 60 hotelværelser leverer Reka-anlægget med en kapacitet på 800 kW varme til Himmerland Golf & Spa Resorts syv svømmebassiner. De seks af dem – bl.a. børnebassinet – byder på 38 grader varmt vand, mens det store bassins vandtemperatur er 28 grader.

- Det fuldautomatiske anlæg er særdeles effektivt og har virket optimalt lige siden indkøringen, konstaterer de to viceværter, Kristian Gregersen, Farsø, og Allan Krogstrup, Løgstør.

Også uden for landets grænser er der stigende interesse for energi fra biobrændsler.

Reka sælger således også mange biomasseanlæg i udlandet, f.eks. i Baltikum, Polen, Tyskland, England og Frankrig.

Derudover har Aars-virksomheden bl. a. leveret et større antal affaldsforbrændingsanlæg til byer og bygder i Grønland.

- Alt i alt har vore 25 medarbejdere nok at se til, og fremtiden tegner lovende, vurderer direktør Chr. Larsen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094