Social tillidsmand på arbejdspladsen
Dansk Metal bakker op om aftale, der gør det lettere for medarbejderne at vende tilbage til arbejdspladsen efter krise, sygdom eller arbejdsskade.
Dansk Metal har forhandlet retningslinierne på plads på togfabrikken Bombardier i Randers, der er en af de arbejdspladser, der har gjort ordningen permanent.
- Vi har en klar interesse i at hjælpe vore medlemmer tilbage i job som ”hele mennesker”. Det er velkendt, at det bliver sværere og sværere at vende tilbage efter flere ugers sygdom. Derfor er vi aktive omkring en sygefraværspolitik, hvor den sociale tillidsmand besøger en syg kollega efter to, fire og otte ugers sygdom, siger forbundssekretær Valther Andersen, Dansk Metal.
- Der er ikke tale om dyneløfteri, da der ikke er tilbagemeldingspligt til værkføreren. Det drejer sig først og fremmest om en hjælpende hånd til de ansatte – og så er det naturligvis tilfredsstillende at være med til at reducere et sygefravær, der koster det danske samfund 32 milliarder om året.
Produktionsdirektør Søren Sørensen, Bombardier, har denne kommentar:
- Fagbevægelsen bør gøre den sociale vinkel til en del af tillidsmandsuddannelsen. Den diktatoriske arbejdsgiver er yt, og dermed er mange af de ting, man brugte tid på før i tiden afløst af samarbejde i dag.
Den sociale tillidsmand vælges af medarbejderne – og det er frivilligt, om man ønsker at tage imod en hjælpende hånd, eller om man vil være fri for indblanding under sygdom.
Kilde: Pressemeddelelse fra Dansk Metal, den 24. august 2005. http://www.danskmetal.dk