23948sdkhjf

Inspiration, vouchere og 150.000 euro til OpenLab

Målet er at hjælpe danske virksomheder, når Teknologiske Institut i Odense ved OpenLab i maj i samarbejde med tre europæiske samarbejdspartnere udbyder 64 vouchere på 400 EU-finansierede konsulenttimer. Som endda kan blive til mere
- Danske virksomheder kan meget, men de kan ikke alt.

Sådan lyder en af centerchef for robotteknologi på Teknologisk Institut Kurt Nielsens begrundelser for, hvorfor danske virksomheder i robotindustrien bør møde op til Open Lab på Teknologisk Institut i Odense den 11. maj. Bag arrangementet står det internationale samarbejde Robott-Net, som med Teknologisk Institut i spidsen består af tyske Fraunhofer IPA, spanske Tecnalia og MTC fra Storbritannien. Og danske virksomheder kan ifølge Kurt Nielsen lære meget af de europæiske samarbejdspartnere.

Airbus og tyske svejsespecialister
Kurt Nielsen fremhæver nogle af de områder, som danske virksomheder kan få ekspertbistand til på Open Lab:

- I Tyskland er man meget langt fremme med Industri 4.0 blandt andet takket være den store bilindustri. Også indenfor automatiseret svejsning er tyskerne specialister.

Fra Spanien kan danske virksomheder hente inspiration til toarmet robotteknologi, som spanierne bruger meget, ikke mindst på Airbus-fabrikkerne.

På Open Lab vil de tre internationale samarbejdspartnere udstille og demonstrere deres spidskompetencer.

64 vouchere kan blive til 150.000 euro
Men Open Lab handler ikke blot om inspiration. Kurt Nielsen og Robott-Net står klar med 64 vouchere til 400 EU-finansierede konsulenttimer, som skal uddeles til små og store virksomheder med de mest interessante og innovative projekter.

Voucher-vinderne udvælges af Robott-Net med eksterne eksperter.

- Vi laver en formel evaluering med egne folk samt indkaldte fageksperter på tværs af organisationerne, siger Kurt Nielsen.

Ud af de 64 voucher-modtagere udvælges dernæst otte projekter, som belønnes yderligere med 150.000 euro i støtte. Målet med de otte udvalgte projekter er, at de skal blive til reelle produkter.

Trøstepræmien er et roadmap til videreudvikling
Men selvom Kurt Nielsen forventer op mod 100 ansøgere til de 64 vouchere, får alle deltagere stort udbytte af blot at ansøge.

- Alle ansøgere får en score plus en evaluering med forretningsmodel og markedsanalyse, som reelt er et forslag til et roadmap, som kan hjælpe virksomheden videre. Eksempelvis vil der være forslag til, hvilken branche, der skal satses på, siger Kurt Nielsen til AutomationsFokus.

Centerchefen kender ikke p.t. det præcise antal tilmeldte, men tallet nærmer sig loftet på 100 deltagere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094