23948sdkhjf

Kendt erhvervsleder køber sig ind i ung vækst virksomhed

Henning Weisz køber sig ind i MPASIA i Kolding, der omdannes til aktieselskab under navnet Group MPASIA. Selskabet vil etablere underliggende selskaber, som skal hjælpe industrien med at costoptimere sine produkter og indkøb, og derved forbedre bundlinien.
For blot et år siden etablerede Michael Petersen, 28 år, den rådgivende virksomhed MPASIA Sourcing i Kolding. Med speciale i indkøbs- og salgsaktiviteter i Asien styrer selskabet i dag et budget på godt 200 mio. kr. og har syv medarbejdere.

Nu ændrer firmaet navn til Group MPASIA og bliver et aktieselskab. Det sker samtidig med, at den tidligere indkøbs- og markedsdirektør i Lemvigh-Müller koncernen, Henning Weisz, 41 år, bliver medejer og overtager 40 % af aktiekapitalen.

Henning Weisz hører til blandt stål- og metalbranchens kendte skikkelser. Han har haft ansvaret for stålkoncernens samlede indkøb af stål og metaller, produktområderne værktøj, værktøjsmaskiner, tekniske artikler og VVS, stået for planlægning af indkøbskontor i Kina, og været med i den gruppe af topdirektører, der stod for koncernens opkøb af blandt andre Louis Poulsen EL-Teknik og Ferronet.

- Jeg var blevet gift, havde fået mit første barn og netop passeret de 40 år. Nu skulle der ske noget nyt og derfor sagde jeg mit job op for at se mig omkring. Der har været mange interessante henvendelser i det sidste halve år, men jeg tog allerede tidligt i forløbet kontakt til Michael, da MPASIA er en spændende ny virksomhed, som har skabt en niche i markedet. Derfor faldt valget på MPASIA, der er en virksomhed med et godt koncept, som vi kan udvikle til meget mere end det, den allerede er i dag, siger Henning Weisz.

I Group MPASIA får Henning Weisz titel af administrerende direktør, og Michael Petersen fortsætter som direktør og bestyrelsesformand. Sammen vil de videreudvikle selskabets koncepter, med fokus på indkøbs- og optimering af produkter i forsyningskæden hos dansk industri. Det er ydelser, som er specielt vigtige i en periode med udsigt til lavkonjunktur og muligt pres på bundlinien.

- De senere år er IT, finans og HR funktioner blevet outsourcet. Nu vil vi komme med løsninger, der i bred forstand vil gøre det attraktivt for industrien at outsource indkøbsfunktionerne, siger Henning Weisz.

Henning Weisz er født i Tjæreborg. I Esbjerg fik han sin handelsuddannelse hos J.Z. Rasmussen Trading. Senere kom han til A/S Thos. Sonne, SC Sørensen i Randers og til Lemvigh-Müller koncernen. I de 15 år Henning Weisz var ansat i stålkoncernen udviklede den sig fra 250 medarbejdere til 1.900 ansatte.

Kilde: Group MPASIA - http://www.mpasia.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11