Stort underskud hos Hendricks Industries
Usædvanligt høje udviklingsomkostninger kostede i 2007 Hendricks Industries et stort minus på bundlinjen. 2008 forventes at blive væsentligt bedre.
- Resultatet er i meget høj grad påvirket af, at der i 2007 er investeret væsentlige ressourcer i at udvikle selskabet. Denne udvikling har blandt andet bestået i at opstarte aktivitet med produktion af kabiner til vindmøller, betydelig udvidelse af eksisterende tårnproduktion, betydelige investeringer i maskiner og anlæg, etablering af ny produktionshal til tårnproduktion og igangsætning af verdens største anlæg til overfladebehandling af tårnsektioner. Alle udviklingsomkostninger i forbindelse med opstart af kabineproduktion er driftsført, skriver Hendricks Industries i sin årsrapport.
Derudover er resultatet også påvirket at en række forsinkelser i leverancer af maskiner og anlæg til produktionen, hvilket har forsinket virksomhedens strategi om et øget produktionsoutput. Yderligere har opstart af kabineproduktionen til vindmøller vist sig mere vanskelig end forventet.
I 2008 ser udsigterne dog lysere ud, og virksomhedens ledelse forventer stor vækst i omsætningen og en væsentlig forbedring af resultatet.
Kilde: Hendricks Industries