Ny koncernchef til Westrup
Peter Thorn bliver pr. 1. september ny koncernchef i Westrup A/S
I februar 2008 overtog John Fowler India Pvt. Ltd. alle aktier i Westrup A/S, idet Mogens Dahl-Nielsen valgte at sælge sin resterende aktiepost på 50 %. I samme forbindelse ønskede Mogens Dahl-Nielsen at fratræde stillingen som koncernchef.
Den nye mand, Peter Thorn, er 41 år gammel og uddannet agronom. Han kommer fra en stilling som europæisk salgsdirektør for al eftermarkedssalg i den amerikanske koncern AGCO, som blandt andet sælger og fabrikerer Massey Ferguson, Valtra og Fendt landbrugsmaskiner.
Westrup A/S er en af verdens førende producenter af industrielle maskiner og komplette anlæg til frø- og kornbehandling. Selskabet har også aktiviteter indenfor andre industrisegmenter. Afsætningen sker gennem egne salgsselskaber/kontorer og joint venture selskaber i Sverige, England, Tyskland, Frankrig, Australien, Ungarn, USA og Indien samt via et globalt agentnet. Koncernen beskæftiger ca. 175 medarbejdere og havde i 2007 en årlig omsætning på 163 mio. kr.
Som nævnt ovenfor er Westrup A/S nu ejet af John Fowler India Pvt. Ltd., som ejes af familien Barwale. I 1964 grundlagde Hr. B.R. Barwale koncernen Maharashtra Hybrid Seeds Co. Ltd., også kendt som Mahyco, der er en global aktør inden for frøproduktion med base i Indien.
Kilde: Westrup A/S