Op og ned for H.J. Hansen
[i]Overskud hos H.J. Hansen trods svingende stålpriser og afmatning på markedet.[/i]
- Det har været et meget specielt år. Jeg vil kalde det et yoyo-marked, siger Jens Hempel-Hansen, der er direktør for genvindings-divisionen og chef for hele koncernen, der netop har offentliggjort regnskab til Fyens Stifttidende tirsdag.
Den familieejede Odense-koncern kom ud af 2003 med en præstation på niveau med året før. Omsætningen steg med 3,5 procent til 1,2 milliarder kroner, mens det kniber med indtjeningen. Et overskud på 15,3 millioner kroner før skat var næsten 14 procent dårligere end sidste år - efter skat blev resultatet dog på 11,7 millioner mod 11 millioner i 2002.
Trods det svingende marked for skrot, blev det igen genvindings-divisionen, der skulle redde året hjem for hele koncernen. Divisionens hovedselskab H.J. Hansen Genvindingsindustri i Odense fik et overskud på 8,7 millioner kroner
- Vi har både rationaliseret og investeret i løbet af året, så vi forventer et lidt bedre resultat for genindvindingen i år, siger Jens Hempel-Hansen til Fyens Stifttidende.
Mens genvindingsanlæggene de seneste år har været en stabil indtjeningskilde, så har vvs-divisionen i datterselskabet Rasmus Holbeck A/S været en lige så sikker omkostning for koncernen. Med et underskud på 1,4 millioner kroner sidste år går det dog den rigtige vej. Handel med vin og delikatesser udgør H.J. Hansen-koncernens tredje ben. Her har det været nødvendigt at tilpasse omkostningerne, for at H.J. Hansen kunne redde et lille plus hjem på 177.000 kroner.