Europas største køleteknologiske erhvervsklynge får ny chef
Den 50-årige svagstrømsingeniør Hans Arildsen Pedersen er med virkning fra 1. september udpeget til direktør for KøleVirksomhedsCenter Alsion (KVCA) i Sønderborg.
Herfra gik turen tilbage til det vestjyske og en karriere hos B&O i Struer. Her arbejdede han i 14 år - først fire år som udviklingsingeniør for tv og satellitmodtagere, for i 1988 at blive udnævnt til teknologichef med det tekniske ansvar for tv-udviklingen.
Seks år senere hed titlen fremtagningschef med ansvar for anvendelsen af nye produktionsmetoder og en funktion som bindeled mellem produktion og udvikling. Det var i den periode, at Hans A. Pedersen fik tid til at gennemføre et HD studie i afsætning.
I 1997 bragte karrieren atter Hans A. Pedersen til Sønderborg, hvor han blev udviklingschef hos Focon. Efter fire år fulgte ansættelsen som administrerende direktør i iværksættervirksomheden Point Star, men virksomheden løb tør for kapital.
Karrieren fortsatte som produktliniechef hos Linak med ansvar for elektronikfabrikken, inden han blev hentet til Skive og en nyoprettet stilling som divisionschef hos DEIF A/S, med forretningsansvar for instrumenteringsløsninger til det globale marinemarked.
Familien ønskede imidlertid ikke at flytte med til Skive, men blev boende i Sønderborg. Derfor var det nærliggende for Hans A. Pedersen at sige ja, da en headhunter foreslog ham stillingen som chef for KVCA: Det er et job, hvor Hans Arildsen Pedersen kan bruge sine evner til at skabe netværk, til at dele og formidle viden og få ting til at ske. Blandt de opgaver, han som chef for KVCA står over for, er i samarbejde med blandt andre Syddansk Universitet i Sønderborg at etablere en køleteknologisk kandidatuddannelse.
Gennem årene har Hans A. Pedersen haft forskellige bestyrelsesposter og er nu bestyrelsesformand i ViewNet A/S, der udvikler og producerer fladskærms-tv.
Privat er Hans A. Pedersen gift med Jytte, der er sygeplejerske på øjenambulatoriet på Sønderborg Sygehus. Parret har tre børn – en datter på 21 år læser på SDU i Kolding, en søn på 17 år går i 2. G på Statsskolen, mens sønnen på 12 år går i 6. klasse på Dybbøl-Skolen.
Hans A. Pedersen er en ivrig motionsløber. Det er blevet til flere maratonløb og et par 100 kilometer løb. En anden hobby er istandsættelse af ejendomme. Ægteparret er i øjeblikket i gang med en gennemgribende renovering af en ejendom på Jomfrusti, hvorfra der er udsigt til den nye arbejdsplads på Alsion på den anden side af Alssund.
Kilde: KøleVirksomhedsCenter Alsion