Hinnerup Maskinværksted runder 10 år
Bent Pedersen startede Hinnerup Maskinværksted i lejede lokaler i 1998. Det er siden gået rigtig stærkt. I dag tæller virksomheden en stab på 10 højtkvalificerede medarbejdere, der til daglig arbejder i en moderne maskinpark, der er helt up-to-date med den nyeste teknologi.
Hinnerup Maskinværksted udfører alle typer præcisionsforarbejdning af metal - fra tegning til færdigt produkt. Desuden er værkstedet underleverandør til en lang række bygge- og industrivirksomheder.
- Vi fremstiller blandt andet specialbolte, konstruktioner, møbeldele, plastikfræste emner, dele i rustfri stål samt designede metalemner, og vi deltager også meget gerne i udvikling, tegning og løsning af specialopgaver, siger Bent Pedersen til Metal Supply.
Bent Pedersen fortæller desuden, at virksomheden har gennemgået en stor ændring i løbet af de sidste ti år. Som et nystartet firma har man et stort behov for at få lokale opgaver ind, så som havelåger, jerntrapper og lignende, hvilket er en helt anden slags håndværk. Men i takt med at virksomheden vokser, er behovet for den type opgaver dalende og større opgaver kommer i hus. Og det er ny også sjovt at investere i noget af det nyeste udstyr på markedet, afslører han.
10 år er nu gået siden Bent Pedersen indfriede sin drøm om at blive selvstændig og jubilæet fejres sammen med alle fra personalet på Læsøvej i Hinnerup.