AluCluster får penge til udvikling af model
AluCluster, det sønderjyske viden- og teknologicenter med adresse i Løgumkloster, skal stå i spidsen for udviklingen af en vækst-iværksætter model, som kan anvendes af andre brancherelaterede virksomhedsklynger.
- Der er tale om et internationalt projekt, som også omfatter Slesvig-Holsten. Alle har behov for vækst-iværksættere, og derfor er det vigtigt minutiøst at få kortlagt, hvad det er, der skal til for at skabe den type virksomheder. Det er ikke nok blot at ha’ en go’ ide. Vi skal tænke stort og glemme det navlebeskuende, fastslår AluClusters projektleder Egon Sveistrup.
I udviklingsarbejdet har AluCluster et samarbejde med EUC Syd i Sønderborg, RoboCluster i Odense, Mekatronikklyngen i Sønderborg, Innovations Hus Syd i Rødding og konsulentfirmaet Activator Team i Rødding.
AluCluster er i dag omdrejningspunkt for knap 200 virksomheder, der alle arbejder med aluminium og relaterede materialer. Opgaven er sammen med viden- og uddannelsesinstitutionerne at støtte op om udviklingen i virksomhederne. Det skal ske gennem arbejde med innovativ design, produktudvikling og vidensopbygning. Målet er at styrke virksomhedernes konkurrencerevne.
Kilde: AluCluster