Tømte metalcontainer hos Martin
To engelsktalende mænd huserer for øjeblikket i Nordjylland, hvor de franarrer virksomheder store mængder metal.
- De kommer venligt og spørger, om man kan undvære noget plade, da de har en konstruktion, som de skal have understøttet. Der er jo ikke noget ulovligt i at komme og spørge om den slags, men de tager altså rigeligt med, inden de kører igen. De tømte en stor del af vores container med rustfri samt kobber/messing, advarer John V. Christensen fra Martin.
Han oplyser, at de to mænd kører i en hvid Mercedes kassevogn med engelske nummerplader med registreringsnummeret KN 54 KVO.
Det lykkedes selv for John V. Christensen og kollegerne fra Martin at finde de to personer i Frederikshavn efterfølgende, og han vil gerne advare andre virksomheder mod at invitere dem inden for. Han fortæller også, at politiet har haft fat i de to, men at der selvfølgelig ikke umiddelbart er noget ulovligt i at køre rundt fra virksomhed til virksomhed og spørge efter metal.