Nordjysk maskinfabrik fylder halvrundt
I 1923 blev grundstenen lagt til Maskinfabrikken Frem – i dag 85 år senere kan fabrikken fejre det halvrunde jubilæum.
- Min bedstefar startede virksomheden i 1923 med en produktion af bageovne. Det blev faktisk så stor en succes, at der frem til krigen blev solgt ca. 80.000 stk. Produktionen lå stille i nogle år, men efter krigen kom den i gang igen. Efterhånden løb tiden dog fra de gammeldags bageovne, da folk gik over til el og gas, fortæller Kaj Juel Olesen.
Specialdesignet til skibsindustrien
Derfor måtte den lille maskinfabrik tænke nyt, og i 1950’erne blev virksomheden delt op i to; et bilværksted og et pladeværksted, og endnu en skelsættende beslutning blev taget i 1970’erne, da man besluttede sig for at specialisere sig i leverancer til skibsindustrien.
- Og det har vi gjort lige siden. Vores virksomhed er meget håndværkspræget og ikke så højautomatiseret. Det betyder så til gengæld, at vi kan producere en række specialprodukter som fx døre, luger og hængsler til skibsindustrien. Faktisk kan vi lave specialopgaver af enhver art, lyder det fra Kaj Juel Olesen.
Fabrik til salg
På kundelisten finder man lagt de fleste danske værfter, og udover skibsindustrien har Dronninglund-virksomheden blandt andet lige gennemført en større leverance af håndteringsudstyr til Siemens Wind Power i Aalborg. Kaj Juel Olesen understreger dog, at skibsindustrien er den vigtigste aftager af produkter fra Maskinfabrikken Frem, men at enhver udfordring er velkommen.
Til gengæld kan han endnu ikke svare på, hvordan fremtiden kommer til at forme sig for den 85 år gamle maskinfabrik.
- Jeg er jo selv ved at være en aldrende herre, men jeg har ingen planer om at stoppe, før det bliver nødvendigt. Alligevel er jeg selvfølgelig begyndt at tænke på et generationsskifte. Ingen af de nuværende medarbejdere har dog ønsket at overtage fabrikken, så jeg har faktisk haft den sat til salg, uden at der dog meldte sig nogen seriøse købere, slutter Kaj Juel Olesen.