23948sdkhjf

Vindindustrien frygter for 6.000 job

Vindmølleindustrien appellerer til Folketinget efter aflysningen af de kystnære havmøller.
I et udvidet debatindlæg i Jyllandsposten i lørdags opfordrer fagforeningen 3F, Grenå Havn, Thyborøn Havn, Hvide Sande Havn, Djurs Wind Power, Vindmølleindustrien, European Energy, Vattenfall samt forsyningselskabet Hofor Folketinget til at holde fast i Energiforliget og den aftalte udbygning med vindmøller – både de kystnære vindmølleparker og vindmølleudbygningen i øvrigt.

Opfordringen sker i håbet om at bevare de mange tusinde arbejdspladser, som den aftalte vindudbygning giver anledning til – både mens møllerne bygges og i den efterfølgende driftsfase.

Flere undersøgelser viser, at etableringen af de 350 MW kystnære vindmølleparker vil give anledning til cirka 6.000 arbejdspladser i anlægsfasen og omkring 50 permanente jobs i driftsfasen. Mange af disse jobs vil gå til danske virksomheder, ligesom der vil være tale om øget lokal jobskabelse de steder, hvor møllerne opføres. Det er blandt andet velkendt, at både anlæg, drift og servicering af havmølleparker skaber beskæftigelse i de lokale havne.

Eksempler er Grenå Havn, Esbjerg Havn og Rømø Havn, som alle har en central rolle i anlæg og drift af eksisterende store havmølleparker i Danmark, Tyskland, Holland og Storbritannien. Også andre lokale arbejdspladser oplever øget aktivitet, når der bygges vindmøller. Således fik Djurs Wind Power, som er et netværk af lokale virksomheder, ordrer for 450 mio. kr., da havmølleparken Anholt på 400 MW blev etableret.

Parterne bag debatindlægget understreger også vigtigheden af at fastholde udbygningen med landvind og slutter deres indlæg med denne opfordring:

- Grøn energiteknologi er en af Danmarks absolutte styrkepositioner og afgørende for at fastholde Danmark som produktionsland. Bare indenfor vindsektoren har vi 31.000 arbejdspladser, fire ud af fem vest for Storebælt, og vi sikrer årlige eksportindtægter i milliardklassen. Hele verden er i disse år ved at omstille deres energisystemer og vil øge deres efterspørgsel på vedvarende energi. Det kan betyde vækst i Danmark. Vi skal derfor udnytte vores forspring nu. Vores opfordring er derfor: Hold fast i Energiforliget, skab ro og vækst lokalt og nationalt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13