World Wide Workers åbner i Norge
Med åbningen af et datterselskab i Norge udvider World Wide Workers sine aktiviteter på det norske marked.
Kontoret i Stavanger bliver ledet af World Wide Workers Norways nye direktør – Kim Borg Larsen. World Wide Workers Norway er et separat norsk selskab, men alt foregår i tæt samarbejde med det danske hovedkontor.
Kim Borg Larsen, som er født og opvokset i Svendborg, er bosiddende i Stavanger og har arbejdet i den norske oliebranche siden 1998. Med sin håndværksmæssige baggrund baggrund har han kendskab til de praktiske forhold, medarbejderne i marken møder, og med flere projektlederstillinger bag sig hos blandt andet Apply, Keppel Norway og IKM er World Wide Workers Norways direktør også klædt på til at gennemføre projekterne på norsk grund. Kim Borg Larsen ser positivt på mulighederne for World Wide Workers i Norge.
- Det er klart, at der er og har været en del nedgang i industrien i Norge de sidste år, men det betyder ikke, at der slet ikke sker noget. Det som er en af styrkerne hos World Wide Workers er, at vi har flere strenge at spille på, og dermed er meget tilpasningsdygtige – for eksempel mærker vi et stort behov indenfor fjernvarme. Ligesom vi også ser gode muligheder i VVS og sprinkler samt byggeindustrien som et godt marked – vi har allerede flere spændende dialoger i gang, siger han.
- Indenfor Oil & Gas er der også muligheder, men her må der arbejdes mere og hårdere for at få projekter i hus. Jeg er sikker på, at dette nok skal ske, og vi også kan få brugt vores kompetencer her, beretter Kim Borg Larsen om opstarten og målene for det norske selskab.
I første omgang vil der ikke udover Kim Borg Larsen blive ansat medarbejdere i Norge – World Wide Workers vil i stedet trække på de danske ansatte.