23948sdkhjf

Dansk know-how til indisk jernbaneprojekt

To danske firmaer leverer maskiner og know-how til et stort projekt, hvor jernbanenettet i Indien opdateres.
En dansk producent af hydrauliske presser skal levere et større anlæg til den indiske stålindustri. Anlægget skal håndtere og smede jernbaneskinner, men trods mange anstrengelser kunne producenten, Hydraulico as i Odder, Danmark ikke skaffe de nødvendige ingeniørtimer til udviklingen og indkøringen i Indien. Derfor valgte Hydraulico Kirkholm Maskiningeniører A/S i Skanderborg som samarbejdspartner på projektet.

Den store udfordring for Kirkholms rådgivende ingeniører var ikke teknisk, men menneskelig: At få samarbejdet mellem de danske og indiske ingeniører til at fungere.

- Det er ikke så meget niveauet i de faglige discipliner, der adskiller de indiske ingeniører fra de danske, men kulturen på arbejdspladsen. Den er meget anderledes, for inderne er meget bureaukratiske og følger bestemte procedurer, som er svære at pille ved.

- Hvor vi andre er vant til at fokusere på mål og resultater, fokuserer inderne meget mere på procedurer, og det kan godt være lidt kedeligt i længden. Faktisk udfordrer det ens temperament, ikke mindst når temperaturen ligger på den anden side af de 40C, og det samtidigt er meget fugtigt, fortæller maskiningeniør Jacob Yde Jensen.

Beskæftiger 40.000
Jernbaneskinnerne bearbejdes i Bhilai Steel Plant i den nordlige del af landet. De rå skinner kommer ind i den ene ende af en 120 meter lang hal, opvarmes til ca. 900C og smedes i den ene ende i tre trin i en 2.200 tons stor hydraulisk presse fra Hydraulico. Når skinnerne kommer ud af anlægget, er enden formet, så skinnerne kan sammenføjes optimalt ude på jernbanestrækningen.

Jacob Yde Jensen har sammen med Hydraulico-medarbejdere opholdt sig i Indien to gange af en uges varighed for at få layoutet og en del af produktionsgrundlaget på plads i stålværket - samt forklare brugerne nærmere om de mange tekniske detaljer i Hydraulico-anlægget. Alt andet lige er det kun en lille del af det store stålværk.

Bhilai Steel Plant beskæftiger ca. 40.000 medarbejdere og dækker et kæmpestort areal i den nordøstlige del af landet. Værket kan fremstille jernbaneskinner i længder op til 260 meter, hvilket ifølge Jacob Yde Jensen fortæller lidt om værkets størrelse.

Klar til næste projekt
Driften af anlægget og den nødvendige efterfølgende vedligeholdelse tager inderne sig selv af, men hvis der fx skal skiftes en cylinder på pressen, udføres arbejdet af Hydraulicos servicefolk. Indtil videre har Kirkholm Maskiningeniører løst opgaven i Indien, men samarbejdet med Hydraulico fortsætter.

- At man i et fremmed land opfører sig lidt anderledes, end vi gør, er blot en ekstra krølle på projektet. Vi er klar til at gå i krig med det næste Hydraulico-projekt, uanset placeringen i verden, fastslår Jacob Yde Jensen.

Kilde: Kirkholm Maskiningeniører - http://www.kirkholm.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116