23948sdkhjf

Dong Energy opfører Borkum Riffgrund 2

Dermed overgår energikoncernen 2020-målet om en installeret kapacitet på 6,5 GW allerede i 2019.
Dong Energy har besluttet at opføre den tyske havmøllepark Borkum Riffgrund 2, som forventes at være i fuld drift i første halvdel af 2019.

Med denne beslutning vil Dong Energy nå op på en installeret havvindkapacitet på 6,7 GW og overgår dermed 2020-målet om en installeret kapacitet på 6,5 GW.

Borkum Riffgrund 2 får en samlet kapacitet på 450 MW og kommer til at huse de største vindmøller i tysk farvand: 56 MHI Vestas-vindmøller på 8 MW med en rotordiameter på 164 meter.

- 8 MW-møllen øger endnu engang effektiviteten ved havvind, og størrelsen af Borkum Riffgrund 2-projektet er endnu et udtryk for markedets modenhed. Vi vil fortsætte vores utrættelige indsats for at reducere prisen på energi fra havmøller, siger Samuel Leupold, executive vice president og koncerndirektør for Dong Energy Wind Power.

Fjerde tyske havmøllepark
Havmølleparken kommer til at levere CO2-fri strøm svarende til cirka 460.000 tyske husstandes årlige elforbrug.

- Med Borkum Riffgrund 2 indleder vi opførelsen af vores fjerde havmøllepark i Tyskland. Når Borkum Riffgrund 2 står færdig, vil Dong Energy have installeret ca. 1,35 GW havvind i tysk farvand og vil til den tid levere strøm til 1,4 millioner husstande, siger Trine Borum Bojsen, landechef for Dong Energy Wind Power Germany.

Dong Energy er eneejer af Borkum Riffgrund 2, men i overensstemmelse med partnerskabsmodellen er det Dongs hensigt at frasælge op til 50 procent af projektet på et senere tidspunkt.

Borkum Riffgrund 2 kommer til at ligge 54 km ud for kysten i Niedersachsen ved siden af Borkum Riffgrund 1, som er en af Dong Energys andre vindmølleparker.

Afventer godkendelse
Dong Energy fik tilladelse til at opføre Borkum Riffgrund 2 tilbage i december 2011, og den tilladelse skal ændres, for at de større 8 MW-vindmøller kan
opstilles.

- Vi afventer, at godkendelsesmyndigheden "Bundesamt für Seeschiffahrt und Hydrographie" (BSH) godkender disse ændringer, skriver Dong Energy i en meddelelse.

På nuværende tidspunkt har BSH givet et administrativt tilsagn (Zusicherung) i henhold til paragraf 38 i den tyske forvaltningslov (Verwaltungsverfahrensgesetz), hvilket betyder, at
Dong Energy har en lovfæstet ret til en ny planlægningsgodkendelse i forhold til Borkum Riffgrund 2, såfremt der ikke foretages væsentlige ændringer af den gældende lovgivnings rammebetingelser eller relevante faktiske forhold, inden den endelige tilladelse bliver udstedt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089