23948sdkhjf

Underleverandører spreder risikoen

Vind trækker stadig læsset, men aktørerne fokuserer på at mindske afhængigheden.
Få kunder gør underleverandørerne sårbare. Derfor prøver branchens aktører at finde flere kunder i forskellige brancher, for det gør driften mere robust, når fald rammer enkelte brancher.

Se branchens nøgletal her

I øjeblikket står vindmøllebranchen stærkt, og det udfordrer underleverandørerne i ikke at give sig for meget hen.

- Vi har i mange år været alt for afhængige af vindmøllebranchen. Vi har længe været klar over, at der er en risiko ved at ligge så tæt op ad en branche, og derfor har vi arbejdet benhårdt på at få slået hul på andre brancher, og det har vi haft succes med, siger Paw Lyngaa, ejer af Maskinfabrikken Silkeborg Spåntagning, og tilføjer, at udviklingen betyder, at vindmølleomsætningen - selvom den ikke er faldet - nu fylder cirka halvdelen af det samlede salg.

Samme strategi er L-tek, der har været inde i en rivende udvikling siden nytår, godt i gang med.

- Vi har fået vores salgsorganisation på plads, og organisationen har gjort, at vi er begyndt at trække andre ting ind i huset end vindmøller. Det er salgsstrategien, at den type kunder, som vi også har henvendt os til tidligere, skal vi være mere fokuserede på nu, siger Lars Nielsen, administrerende direktør og ejer, L-tek.

Glemmer ikke vinden
AH Industries øgede i 2015 omsætningen med 100 mio. kr. En af de primære årsager var nye brancher.

- Vi har fået nye kunder ind inden for bearbejdning for eksempel i marinesektoren, hvor vi satser, siger Knud Andersen, administrerende direktør AH Industries.

Samme udfordring har Nordmark Maskinfabrik. Her har man lagt en anden slagplan, der skal give flere aktører fra vindmøllemarkedet i kundekartoteket.

I stedet for at søge ud i andre brancher, skal nye vindmøllekunder sikre en mere jævn ordreindgang.

- Vi vil gerne have flere kunder. Ikke fordi vi ikke kan lide dem, vi har, men fordi vi gerne vil have flere at spille på og jævne aktiviteten ud med, sagde Morten Mørk, administrerende direktør, Nordmark Maskinfabrik.

Dybere ind hos eksisterende kunder
Andre underleverandører vælger helt andre veje for at få mere omsætning. En treårig plan skal sikre en årlig organisk vækst på 10 procent hos KP Komponenter. Væksten skal i høj grad findes ved at komme længere og dybere ind hos de eksisterende kunder.

- Vi er inde ved kæmpestore kunder, og det giver et stort potentiale. Det er langt nemmere at få mere salg hos dem, end det er at starte op med nye kunder, siger administrerende koncerndirektør Søren Husted, KP Komponenter.

Vindindustri har fart på
Vindmølleindustrien i Danmark voksede med 2,9 procent i 2015. Og væksten er fortsat ind i 2016.

- Der er godt gang i de to store aktører, der er på det danske marked. Der er tryk på kedlerne, siger Jan Serup Hylleberg, administrerende direktør i brancheforeningen Vindmølleindustrien.

Offshoremarkedet har dog et installationshul i øjeblikket, og det giver udfordringer. De kommende år bliver der opført store havvindmølleparker i Tyskland og England.

- Projekterne bliver først installeret i 2017 og 2018 og frem til 2020, men der produceres stadig på livet løs i værdikæden, fortæller direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095