Fremragende regnskab fra SSAB
Den svenske stålproducent havde solid fremgang i tredje kvartal, der ellers traditionelt har været svagt.
I årets første ni måneder har SSAB øget omsætningen med 46 % til 41,3 mia. svenske kr., hvoraf Division Amerika stod for 12,3 mia. svenske kr. Driftsresultatet steg fra 5,3 mia. svenske kr. til 8,5 mia. svenske kr. – heraf bidrog Division Amerika med 2,2 mia. svenske kr.
- På trods af, at tredje kvartal normalt er et svagt kvartal, fortsatte SSAB med at vise en meget god resultatudvikling. Virksomheden i USA bidrog i høj grad til den positive udvikling, og integrationen forløber efter planen. I tredje kvartal har vi fuldt ud kompenseret for de kraftige prisstigninger på råvarer tidligere på året, siger SSAB’s koncernchef Olof Faxander, og fortsætter:
- For resten af året regner vi med en afmatning i vores volumener. Priserne på vores nicheprodukter ser fortsat ud til at være stabile, mens priserne på vores standardstål forventes at blive svagt faldende. Den finansielle uros effekter på stålindustrien er meget svære at bedømme. Det faktum, at stålindustriens samarbejdsorganisation, World Steel Association, for nylig afstod fra at udarbejde en prognose for stålmarkedernes udvikling i 2009, understreger vanskeligheden i at bedømme, hvordan verdensmarkedet for stål vil udvikle sig.
Kilde: SSAB - http://www.ssab.se