Grønlandsk mineselskab opjusterer
Udforskningen af potentielle metalforekomster i den grønlandske undergrund går over al forventning for NumaMinerals.
NunaMinerals har i årets første tre kvartaler af 2008 investeret 21,2 mio. kr. i efterforskning. Likviditetssituationen er dog fortsat stærk med en likvid beholdning på 75,0 mio. kr.
I Qussuk-guld-kobber-projektet er der ved boringer påvist kontinuitet i dybet af de fundne mineraliseringer. Der er identificeret to mineraliseringstyper i hver sin zone. Disse meget positive resultater gør, at der allerede nu er udtaget en mikro-bulk-prøve til brug for metallurgiske studier.
I Vagar-placer-guld-projektet viser georadarmålinger flere generationer af flodsedimenter. Sedimentbassinnerne er 10-100m dybe, hvilket giver et større volumen end forventet. Testgravning bekræfter tilstedeværelsen af fine flodaflejringer under tre meter moræne.
I Ymer Ø wolfram-antimon-guld-projektet bekræfter reanalyse af historiske borekerne højlødige wolfram-mineraliseringer. Tolkning af hyperspektrale data viser, at der i området er potentiale for flere tilsvarende mineraliseringer.
I Storø-guld-projektet er der igangsat yderligere metallurgiske studier.
I Amikoq-platin-prospektet (i partnerskab med Implats) er der lokaliseret et plantinførende lag - ”Octopus Reef”.
For regnskabsåret 2008 opjusteres forventningerne til et driftsresultat før finansielle poster og efter aktivering af efterforskningsomkostninger på -3 mio. kr. mod tidligere -4 mio. kr.
Kilde: Københavns Fondsbørs