Grundfos Kandidatpris til topologi-specialist
Grundfos Kandidatpris blev torsdag overrakt til udviklingsingeniør Brian Boe Christensen.
Det er især i store pumper, hvor den risiko er høj. Problemet opstår, når der optræder strukturelle resonanser i det hastighedsinterval, som pumpen opererer i. For at opnå en optimal pumpedrift gælder det derfor om at flytte pumpens resonanser længst muligt væk fra de omdrejningstal, pumpen skal køre med. Til det formål kan man bruge en avanceret computerbaseret metode kaldet topologi-optimering.
Brian Boe Christensen har forsket i vibrationer og topologi-optimering sammen med Grundfos gennem de seneste halvandet år. Først i et projekt på 8. semester, senere i et praktikophold på 9. semester og sluttelig i sit afgangsprojekt på 10. semester.
Hans arbejde har haft så stor tyngde og givet Grundfos så mange værdifulde resultater, at det indbragte ham Grundfos Kandidatpris på 10.000 kr., der en gang om året uddeles til en studerende, der på eksemplarisk vis har udført en praktikperiode eller eksamensprojekt på Grundfos.
I bedømmelsen hedder det blandt andet, at Brian har vist et ”enestående drive, en stor viljestyrke og en målrettet arbejdsomhed” i sit arbejde, der har haft et særdeles højt indhold af faglig viden og dybde. I kraft af den erhvervsmæssige ballast han har oparbejdet gennem sine kontakter i Grundfos, har han formået at inddrage praktiske problemstillinger i sine valg af løsninger.
Priskomitéen består af fabrikschef Torben Buch Rasmussen, afdelingsleder i konstruktion Morten Holst Bøgh, PT-afdelingsleder Kurt Vendelbo og seniormarketinganalytiker Jørn Kjærgaard.
Kilde: Grundfos - http://www.grundfos.com