23948sdkhjf

To er blevet til en hos KK Metal

Emil Skriver Christensen har overtaget hele ejerskabet af den nordvestjyske underleverandør.
Dermed har Emil Skriver Christensens bror Allan Skriver Christensen solgt sin ejerandel på 50 procent. Han fortsætter dog i virksomheden, hvor han er ansvarlig for salget.

Samtidig har den nye eneejer hentet en professionel bestyrelse ind, hvilket er første gang i virksomhedens historie. Palle L. Nielsen er blevet bestyrelsesformand, og Mikael Borup er indtrådt i bestyrelsen.

- De har nogle gode kompetencer og kan bidrage med ideer og give et godt modspil. Jeg synes, vi har en rigtig god kemi til at få tingene til at lykkes. Michael Borup arbejder selv inden for metalbranchen og kan byde ind med nogle ting, mens Palle er revisoruddannet og hjælper med det økonomiske. Derudover er jeg på udkig efter en mere til bestyrelsen med kompetencer inden for metalbranchen, forklarer Emil Skriver Christensen.

Kraftig vækst
De to brødre har kørt parløb i KK Metal siden 2002, hvor de overtog virksomheden efter Karl og Rose Klausen. Siden er virksomheden vokset markant, og det kommer også til at fortsætte med Emil Skriver Christensen alene i spidsen.

- Der skal ske noget – og det ser der også ud til, at der gør, efter jeg er kommet alene bag roret. Jeg har ændret noget på organisationen, har kigget meget på effektivitet, og hvor vi kan optimere. Det er nemmere at være eneejer, for så kan jeg kun pege fingre af mig selv, siger han.

- Sidste år voksede vi med 116 procent, og derfor har jeg valgt at sige, at i år er vi lidt på standby, til vi har det hele under kontrol. Selv om vi er vokset hårdt, så er indtjeningen nemlig ikke fulgt helt med, men det har jeg fået vendt, så der er kommet styr på det siden jul, tilføjer han.

Næste generation måske klar
Virksomheden tæller i dag små 50 medarbejdere, og det seneste år er der blandt andet blevet udvidet med en værkfører i svejseafdelingen og en PTA-controller, og lige nu er KK Metal på jagt efter en ny sælger.

- Og så er min ene søn Nicklas Skriver Christensen kommet ind i virksomheden. Han er udlært inden for VVS og har arbejdet ved VVS-eksperten. Han er kommet over på salg sammen med Allan, og det går rigtig godt, fortæller Emil Skriver Christensen.

- Jeg har en søn mere, som er udlært industritekniker, og der krydser jeg selvfølgelig fingre for, at der kommer en dag, hvor han også kommer hjem, men jeg vil ikke tvinge ham, uddyber han.

Emil Skriver Christensen tør dog ikke sige, om den nye generation ønsker at overtage virksomheden, men under alle omstændigheder er det ikke aktuelt på den korte bane.

- Jeg bliver 59 år, men jeg føler mig som en på 30, slutter han.

Den 23. september fra 10.-14 markerer KK Metal ejerskiftet med en minimesse. Her kommer Thisteds borgmester og formand for væksthus Nordjylland, Lene Kjeldgaard, og åbner messen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079