23948sdkhjf

Nye tider hos Poul Madsen & Co.

Den 2. december skifter esbjergensiske Poul Madsen og Co. navn til Esbjerg Spåntagning. Samtidig udvides ejerkredsen, og en ny maskine bliver kørt i stilling. Virksomheden har de seneste to år investeret otte millioner kroner i nye maskiner og er i dag godt rustet i konkurrencen med udenlandske leverandører.
Hos Poul Madsen & Co. er tillid nøgleordet, for virksomheden, der nu er parat til nye tider, har for længst oplevet, at når kunderne kan stole på en, så får man også mere arbejde.

- Vi vil hellere miste penge end tillid. Derfor er vi verdens hurtigste til at rette fejl – hvis det endelig skulle ske, at vi kommer til at lave en. Kunderne skal kunne stole på os. Lynhurtig leverance, aftaler der holder og teknisk dygtighed. Det er det vi overlever på, forklarer indehaver og direktør Leif Nielsen.

Leif Nielsen overtog Poul Madsen & Co. for ti år siden. Dengang var det et mere eller mindre almindeligt maskinværksted på havnen med to ansatte. I dag arbejder 25 medarbejdere i toholdsskift med at producere emner, der ofte har en tolerance ned til 1/100 millimeter.

Og når virksomheden den 2.december får Martin Rønde Hedegaard som medejer og skifter navn til Esbjerg Spåntagning, sker det samtidig med, at en ny maskine køres i stilling.

Det CNC styrede Montforts drejecenter er den mest avancerede af sin slags i Esbjerg og kan bearbejde emner op til en hel meter i diameter med en længde på op til 1,5 meter. Investeringen på 2 millioner kroner er den foreløbige ende i rækken af investeringer i markedets bedste og mest nøjagtige maskiner.

Alene de sidste to år er der investeret otte millioner kroner i nye maskiner.

- Det er vores chance i konkurrencen med for eksempel udenlandske leverandører. Vi kan arbejde med meget små tolerancer og levere lynhurtigt. For de fleste kunder er det afgørende, fortæller Leif Nielsen.

Lav tolerancetærskel
At arbejde med helt små tolerancer i metal stiller store krav til både maskiner og medarbejdere. Og lige præcis det er også årsagen til, at Leif Nielsen og Martin Rønde Hedegaard ser optimistisk på fremtiden.

- Hvis man for eksempel ikke kan styre temperaturen i fabrikshallen meget nøjagtigt, kan man heller ikke arbejde med små tolerancer. For alene temperaturforskellen morgen og aften vil få emnet til at strække sig eller krympe, så det endelige emne bliver upræcist, fastslår Leif Nielsen.

Den vigtigste hemmelighed, der sikrer den esbjergensiske virksomhed gode muligheder også i de kommende år, er imidlertid medarbejderne.

- Dygtige medarbejdere, der ved, hvad de har med at gøre, er vores allerstærkeste ressource. De skal forkæles og de skal udfordres. De skal blive i virksomheden, fordi de synes det er sjovt. Og de skal have medindflydelse på det, de arbejder med. Derfor er det også medarbejderne, der kommer med forslag til, hvornår vi skal investere i nye maskiner og hvornår det kan være smart at lægge arbejdsgangen om, så den bliver mere effektiv, lyder det fra Leif Nielsen.

Leif Nielsen og Martin Rønde Hedegaard De har en plan
Ligesom dygtige og top motiverede medarbejdere er guld værd for virksomheden, og ligesom de mest moderne maskiner og det mest effektive værktøj er en forudsætning for at kunne konkurrere, er planlægning et nøgleord i Esbjerg-virksomheden.

Tanken er enkel: Hvis man træder et par skridt tilbage og overvejer, hvordan en opgave bedst kan gribes an, går det hurtigere end hvis man bare vælger den løsning, der ligger lige for.

Budget for hvert eneste stykke arbejde og efterfølgende vurdering af, hvor lang tid, der rent faktisk blev brugt, er en anden fast rutine i det, der snart hedder Esbjerg Spåntagning A/S.

- Det betyder, at vi kan planlægge vores tid inden for en time. Når vi så tager en hasteopgave ind, ved vi præcist, hvor vi står med de øvrige produktioner, vi har i gang på virksomheden. Det kan vi planlægge for eksempel overarbejde efter. Men det giver os også overblik, så vi ved, hvor vi tjener vores penge – og hvor vi måske skal blive lidt dygtigere, slutter Leif Nielsen.

Kilde: Poul Madsen & Co.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078