23948sdkhjf

Tandhjulsproducenter viser tænder

Hård konkurrence - både udenlandsk og indenlandsk - præger branchen.
Pressede priser og hård konkurrence tvinger de danske tandhjulsproducenter til at differentiere sig. Kampen udspiller sig på specialisering og stykstørrelser i Danmark, men også på kvaliteten, fleksibiliteten og sortimentet, når der konkurreres på eksportmarkederne.

- Konkurrencen er benhård, og jeg tror, at der vil ske et udskilningsløb i disse år, siger administrerende direktør hos Niebuhr, Rasmus Niebuhr, der satser på rammeaftaler med kunderne.

Niebuhr Gears producerer tandhjul til vindmølleindustrien, hvor det primært er udenlandske aktører, man konkurrerer med, men sælger også en stor del til den brede industri. Her er konkurrencen en helt anden og mere lokal, når den midtjyske producent kæmper side om side med de andre danske aktører om kunderne.

- Der er ingen tvivl om, at de tandhjulsproducenter, der går efter den generelle industri, mærker, at konkurrencen er blevet større. De aktører, som har satset på én industri, har fundet ud af, at de skal sprede sin risiko, siger Palle Martin, administrerende direktør, Randers Tandhjulsfabrik.



Adskiller sig på stykstørrelserne
De danske aktører adskiller sig væsentligt på stykstørrelserne. Aktørerne, der producerer de mindste stykstørrelser, tilbyder stor fleksibilitet, mens store stykstørrelser giver mulighed for automatiserede produktioner og lavere cost-priser.

- Vores spidskompetencer er ikke en ordre på 10.000 styk. Men hvis du kommer med en ordre på 1.000 styk, der skal leveres over ti gange, så er det meget oplagt at bruge os. Vi forsøger dog at bevæge os op ad i volumen på vores serier, siger Palle Martin.

Plads til vækst i nabolandene
Et sted, hvor er der kan findes vækst, er på de nære eksportmarkeder. Branchen har i forvejen store eksportandele på både 70, 80 og 90 procent, men der er mere at hente. For de danske aktørers fleksibilitet og service er guld værd uden for landets grænser.

Niebuhr Gears lykkes i øjeblikket med at få et bedre fodfæste netop her. Det er primært i Tyskland, Sverige og til dels Norge, hvor det er kunder i den brede industri, der kommer til.

- Vores salgsindsats har ændret sig undervejs. Før krisen havde vi ikke en salgsafdeling. Det var ikke nødvendigt, fordi salget kom af sig selv. I dag er det en helt anden verden. Vi har i dag en salgsafdeling, og det gør en stor forskel, siger Rasmus Niebuhr, og understreger, at han tror, at branchens muligheder for vækst ligger uden for Danmark.

Hero Gears i Brøndby har cirka 70 procent eksport og får løbende forespørgsler fra mange forskellige lande. I øjeblikket regner virksomheden på en hel række tilbud til flere nye potentielle kunder, som også vil være udslagsgivende for virksomhedens kommende investeringer, fordi nogle af sagerne er rigtig store.

- Som udgangspunkt er vores branche under pres rent prismæssigt, men det er ikke noget nyt. Sådan har det været i mange år, og vi har ikke mistet nogen kunder indtil nu. Tværtimod har vi med baggrund i vores høje kompetence- og kvalitetsniveau i flere tilfælde løst nogle problemer for nye kontakter, som på den måde er blevet til faste kunder, siger Hero Gears-direktør, Peter Schlippe.

Niche i komplette løsninger
Hos østjyske BJ Gear, som adskiller sig fra de andre tandhjulsproducenter ved at levere komplette løsninger, mærker administrerende direktør Flemming Graversgaard nye tendenser i markedet. Udviklingen gør, at ordrene bliver mere komplekse og har flere arbejdsgange. For kunderne efterspørger mere komplette system- og modul-leverancer.

- Vi monterer og laver afgangstest, og det stiller krav til vores fysiske rammer og dokumentationen, fortæller den administrerende direktør.

Den østjyske virksomhed finder primært sine udenlandske kunder i hospitalsudstyr - scannere og patientborde - og i fødevareindustrien, hvor hygiejniske produkter laves i plast eller rustfri stål.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079