Østjysk specialistvirksomhed fylder år
Socko Teknik kan i år fejre 10 års jubilæum som leverandør til mange virksomheder i Danmark.
Kundesegmentet spænder vidt, lige fra fødevarevirksomheder, farmaceutiske virksomheder til almindelige produktionsvirksomheder og sågar NATO (leverandør til det danske luftvåben). Den store volumen af olier kommer fra Totals hovedlager, som ligger i Birkerød på Sjælland, men virksomheden drives administrativt fra en placering tæt ved motorvejsfrakørslen ved Vejle nord.
Et af de mere markante produkter i sortimentet er Bel-Ray, som man er hovedforhandler af, men derudover er virksomheden også agent for Total Danmark.
Det er en privatejet virksomhed med syv personer involveret samt et veludviklet forhandlernet, og i dag omsætter Socko Teknik for et tocifret millionbeløb.
- Vi er oftest kundens sparringspartner, når det gælder løsning af konkrete problemstillinger, udtaler indehaveren Kim Olesen.
- Som eksempel kan nævnes en produktionsvirksomhed, som havde en kæde (værdi ca. 50.000.-), som skulle skiftes på grund af slid hver sjette måned. Ved at vi analyserede smøreolien, kom vi frem til, at kunden skulle bruge en anden type olie, og han kan nu nøjes med at skifte kæde hver 18. måned, fastslår Kim Olesen.
- Derfor opfordrer vi alle, der har problemer med vedligehold på alle former for produktionsmaskiner indenfor fødevarer, farmaceutiske og den sorte industri til at få analyseret den olie eller fedt, de bruger. Det er omkostningsfrit for kunden, og der er rigtig mange penge at hente, fastslår indehaveren.
No cure no pay
Erfaringsgrundlaget med at løse specifikke opgaver for kunderne gennem mange år har gjort, at virksomheden i dag godt tør lade det komme an på en prøve. En høj succesrate gennem løsning af mange forskelligartede opgaver gør, at man i dag i mange tilfælde kan tilbyde, at holde kunden skadesløs.
Ofte handler det om at gøre tingene rigtigt, og her spiller indehaverens viden på området en meget væsentlig rolle, såvel som de kvalitetsleverandører og laboratorier, der er backup på opgaverne, ligesom virksomheden hele tiden får alle produkter præregistreret i det såkaldte reach system, som er EU’s nye kemikaliereform og trådte i kraft den 1. juni 2007.
Kilde: Socko Teknik - http://www.socko.dk