23948sdkhjf

Stigende ordreindgang hos Maskinsikkerhed ApS

Maskinsikkerhed ApS oplever stor efterspørgsel efter rådgivning. Ordrebeholdningen er tæt på at tangere rekorden.
Ordreindgangen hos Maskinsikkerhed ApS i Værløse holder et højt niveau – selv om stemningsbilledet i Danmark for tiden er præget af dybe suk og bekymringer. Finanskrise og recession stjæler de store overskrifter, men der er nicher i dansk erhvervsliv, hvor pilen peger opad, når det gælder fremtiden.

- Her i november er ordrebeholdningen kun enkelte procent fra rekorden, som vi kunne notere os i juni, dvs. før finanskrise og de nedadvendte mundvige var blevet hverdag i Danmark. Men i de mellemliggende måneder oplevede vi et lille dyk, siger direktør Hans Morten Henriksen, Maskinsikkerhed ApS, der rådgiver virksomheder om sikkerhed og arbejdsmiljø. Det gælder blandt andet fabrikker, der producerer maskiner, samt store og små virksomheder, der anvender maskinerne i deres produktion.

- I juni, da ordrebeholdningen nåede rekorden, besluttede vi at ansætte flere medarbejdere og udvide antallet af kontorer, så vi fra november kan kalde os landsdækkende, fordi vi har kontorer i Odense, Kolding og Randers i tillæg til vores hovedafdeling i Værløse. Vi har i september øget antallet af rådgivende medarbejdere med 25 %, og i november markerer vi åbningen af det nye kontor i Kolding. Jeg er meget tilfreds med, at vi i dag er bedre rustet end nogensinde til at imødekomme kunderne, der for manges vedkommende er ambitiøse med, at sikkerhed og arbejdsmiljø skal være i orden. Godt nok oplevede vi her i efteråret en måneds tid, hvor kunderne lige ville se tiden an, da finanskrisens bølger gik højst. Men det er forbi nu, fortsætter Hans Morten Henriksen.

Hvad er det så, de danske virksomheder har så travlt med?

- For det første er der mange nye regler og standarder, der skal være implementeret i løbet af det kommende år. Konkret tænker jeg på det nye maskindirektiv og de mange nye sikkerhedsstandarder. Langt de fleste danske virksomheder har respekt for lovgivningen og ønsker at være ”på plads” med opfyldelsen af reglerne inden ikrafttrædelsesdatoen. Mange virksomheder ønsker vores rådgivning ved opfyldelsen af de nye regler. For det andet ligger Arbejdstilsynet og andre myndigheder ikke under for recessionen. De udfører deres kontrolforpligtelser som sædvanligt og kommer på kontrolbesøg i virksomhederne, siger Hans Morten Henriksen.

- For nylig har vi systematiseret vores rådgivning om opstilling af sikkerhedskrav og dokumentation for en maskine, som en brugervirksomhed er på vej til at afgive ordre på. Denne rådgivning har der åbenbart været et behov for, eftersom ordrerne kommer hurtigere ind, end vi havde forventet.

Foruden kunder i den traditionelle maskinindustri har Maskinsikkerhed ApS flere kunder i brancher, der anvender maskiner i deres produktion. De tæller blandt andet virksomheder i vind-, energi- og medicinalbranchen, og flere virksomheder i byggebranchen fastholder et meget højt ambitionsniveau – blandt andet for arbejdsmiljøet.

Kilde: Maskinsikkerhed ApS - http://www.maskinsikkerhed.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098