23948sdkhjf

Nordmark investerer 100 millioner i ny fabrik

Den nordjyske underleverandør følger Siemens til Cuxhaven.
Nordmark Maskinfabrik starter nu bearbejdning af vindmøllekomponenter i den nordtyske havneby Cuxhaven, hvor Siemens i øjeblikket er ved at etablere sin fremtidige produktionsplatform til havvindmøller. Nordmark Maskinfabrik er den første danske virksomhed, der følger med Siemens til Tyskland som strategisk partner:

- Det er godt et år siden, at Siemens offentliggjorde beslutningen om at investere 200 mio. euro i bygningen af sin første produktionsfacilitet til offshore vindmøllekomponenter i Cuxhaven i Tyskland. Fabrikken skal fremstille naceller til selskabets næste generation af vindmøller. Havvindmøllernes størrelse er steget markant de seneste år, og det giver en række logistiske udfordringer, fordi de store komponenter ikke længere kan transporteres på lastbiler. Her er Cuxhaven strategisk godt placeret i forhold til kommende havvindmølleparker, og det er det, som Siemens har taget konsekvensen af, og som nu også får betydning for os, forklarer administrerende direktør Morten Mørk, og fortsætter:

- Vi har forhandlet med Siemens i knap et år og har nu definitivt sagt ja tak til invitationen, der indebærer etablering af en helt ny fabrik i området nær deres nye fabrik.

Nordmarks investering i den nye fabrik er på godt 100 mio. kr. og kommer til at bestå af produktionsfaciliteter på cirka 5.000 kvadratmeter. Når fabrikken er færdig, vil den beskæftige cirka 35 fortrinsvis tyske medarbejdere. I opstartsfasen vil der dog være behov for en del dansk arbejdskraft for at sikre kvalitet, teknologioverførsel og knowhow:

- Alle produkter i kontrakten med Siemens er produkter, som vi kender godt i forvejen, og som vi har mange års erfaring med at producere. Vores speciale er netop produktion af de helt store støbte og svejsede komponenter til offshoremøller, og vi er den eneste leverandør, der har en komplet produktportefølje målrettet havvindmøller. Det er en af årsagerne til, at vi er blevet inviteret, og vi ser det som en gylden mulighed for at fremtidssikre vores virksomhed, siger Morten Mørk videre.

Aktiviteter fastholdes i Danmark
Etableringen i Cuxhaven får ikke konsekvenser for Nordmarks danske aktiviteter i henholdsvis Sæby, Skagen og Hedensted. Her er der i øjeblikket stor travlhed og planer om yderligere vækst:

- Vores vækstplaner i Danmark fortsætter uændret. Vi har netop taget vores nye udvidede produktionsfaciliteter i Sæby i brug, og ordrebogen er godt fyldt op. Vi fortsætter desuden med vores leverancer til Siemens Wind Power og andre nuværende kunder fra vores danske produktionsenheder, forklarer han.

Ejerkreds udvides
I forbindelse med etableringen i Cuxhaven indtræder fabriksdirektør Jens Karkov Jakobsen fra afdelingen i Hedensted i ejerkredsen for det nye tyske selskab. Jens Karkov Jakobsen har tidligere været direktør for en vindmølleproducent i Bremerhaven og har et godt kendskab til det tyske marked og de lokale forhold til gavn for Nordmark:

- Vi har allerede på nuværende tidspunkt nydt godt af Jens’ erfaring, og det vil uden tvivl komme til yderligere gavn i forbindelse med de kommende aktiviteter i Cuxhaven, konstaterer Morten Mørk.

Ny fabrik skal åbne om 18 måneder
De tre partnere Morten Mørk, Michael Jacobsen og Jens Karkov Jakobsen går en travl tid i møde. Den nye fabrik i Cuxhaven skal åbne om 18 måneder, og i øjeblikket forhandles om køb af grund ud til Elbens udløb i Nordsøen. Samtidig forhandles med entreprenører om byggekontrakt og med maskinleverandør om køb af maskiner, der kan håndtere komponenter på mere end 100 tons med tolerancer ned til én hundrededel millimeter.

- Vi går en travl periode i møde, men følger en nøje tilrettelagt tidsplan. Projektet og investeringens størrelse er den største i virksomhedens historie, men vi føler os godt gearet til det og glæder os til at tage hul på et nyt kapitel i virksomhedens udvikling, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.12