23948sdkhjf

Dansk nedtur skærer bid af Bredal-overskud

Kunders lave investeringsevne dæmpede salget på hjemmemarkedet.
Den højtindtjenende producent af spredere til landbruget, Bredal A/S, ramte et bump på det danske marked i seneste regnskabsår. Det viser det netop offentliggjorte regnskab fra den østjyske virksomhed.

Resultatet før skat tabte 4 mio. kr. i 2015/2016 i forhold til året før og endte på 11,4 mio. kr.

- Konjunkturerne slår generelt hårdere igennem. Specielt hjemmemarkedet er gået tilbage, fordi antallet af landmænd er blevet færre, og samtidig er investeringsevnen ikke så høj i øjeblikket, siger administrerende direktør og ejer, Anders Buhl Jensen, Bredal.

Over en tredjedel af Bredals salg sker i Danmark, mens de største eksportmarkeder er Tyskland, England, Irland og Australien. Produktionen er primært gødning- og kalkspredere, mens spredere til sand og salt er en niche, som udgør cirka 10 procent af den samlede forretning, fortæller direktøren.

Stigende noteringer giver optimisme
Starten på det nye regnskabsår er startet positivt, og det giver ejerlederen en forsigtig optimisme i forhold til nuværende regnskabsår.

- Året har haft en tilfredsstillende start. Både indlands og udlands. Vi forventer os, at det bliver bedre i år end sidste år, fordi der er lidt mere medvind inden for landbrugssektoren, hvor der er lidt bedre noteringer på korn og på mælk, siger Anders Buhl Jensen.

- Svinekødsprisen betyder også noget, fordi vi har en del kunder inden for svineavl. Nu har der været en årrække, hvor noteringen har været lav, og det håber vi, at det vil rette sig.

Gik mod strømmen
Bredal producerer omkring 80 procent af produktet i fabrikshallerne. Maskinproducenten trak flere opgaver ind i huset, dengang det var oppe i tiden at outsource. Investeringerne var blandt andet robotteknologi og automatiserede maskiner.

- Dengang valgte vi at gå den modsatte vej. Vi opgraderede inhouse ved at købe ny teknologi, så vi kunne holde antallet af medarbejdere konstant, men producere mere, fortæller Anders Buhl Jensen, der netop har investeret i en ny laserskæreenhed, som bliver leveret først i det nye år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113