PLM Group får nyt agentur
Roskilde-virksomheden bliver nordisk forhandler af Markforged 3D-printere.
Nu har PLM Group fået forhandlingen i Norden. Product sales manager Henrik Larsen, PLM Group, siger:
- Før vi indgik aftalen med Markforged, har vi grundigt studeret og afprøvet printerne. Det er maskiner af høj, professionel kvalitet, og vi er meget tilfredse med at kunne tilbyde dem til både nordiske og baltiske virksomheder, som vil kunne anvende dem til at skabe både bedre og mere innovative produkter. Markedforged-printerne både supplerer og styrker vores eksisterende forretning inden for 3D-print betydeligt.
Antallet af Markedforged-forhandlere verden over er det forløbne år mere end fordoblet til 85, og væksten i virksomhedens 2016-omsætning var på hele 164 procent i forhold til det foregående år.
- Dette er kun begyndelsen for os. Vi er i fuld gang med at udvikle nye produkter, som kommer på markedet senere i år, understreger chefen for Markforged, Greg Mark.
Markforgeds 3D-printere anvender en speciel patenteret teknologi kaldet continuous fiber filament (CFF). Teknologien er kombineret med virksomhedens egen software, som automatisk skaber det fibermønster inden i 3D CAD-modellen, der sikrer emnerne maksimal styrke. Derved er det muligt hurtigt at printe eksempelvis værktøjer, fiksturer og specielle emner.