23948sdkhjf

Robotter skal proppe kartofler

Fødevarestyrelsen har i samarbejde med KP Automation udviklet en ny, avanceret robotløsning, der dagligt skal udtage og systematisere mange tusinde tests fra læggekartofler til eksport.
Danske kartoffelavlere eksporterede sidste år sygdomsfri højkvalitets-læggekartofler for et rekordbeløb af cirka 400 mio. kr. – på baggrund af årlig fremgang på cirka 5 procent de seneste fem år ifølge brancheforeningen Danespo.

For at dette høje niveau kan fastholdes og om muligt udbygges yderligere, kræver det blandt andet en grundig, troværdig laboratoriedokumentation for kvaliteten. En dokumentation, som Fødevarestyrelsen indtil i dag i kartoffelsæsonen har fuldtidsbeskæftiget op til seks medarbejdere dagligt med at ”proppe” prøver ud til - fra op til sammenlagt 8.000-10.000 læggekartofler hver dag. Og for kartoffelavlernes regning.

En stor del af dette gentagede nedslidende, manuelle arbejde vil imidlertid fremover blive overladt til en avanceret robot – ja faktisk to robotter i samarbejde – i en løsning som teknologivirksomheden KP Automation i Ikast har udviklet for Fødevarestyrelsen.

- Vi glæder os meget. Alle test er kørt planmæssigt med vores medarbejdere og KP Automations teknikere de seneste uger, mens der blev fintunet på software og indstillinger hos KP Automation i Ikast. Og i det hele taget har samarbejdet med virksomhedens ingeniører og udviklere fungeret forbilledligt. De har været ekstremt lyttende og engagerede i arbejdet med en konstruktiv løsning på en vanskelig udfordring, siger Fødevarestyrelsens laboratoriechef Erik Dahm. Han understreger, at man i fremtiden sikkert kan forvente flere specialudviklede robotter efter Industri 4.0-visionen i drift for styrelsen.

Kartoffel-udfordringen
Hos KP Automation er man også tilfreds med samarbejdet, resultatet og den erfaring, der er gjort. Ikast-virksomheden har de seneste år leveret opsigtsvækkende automationsopgaver for blandt andet forsvarsindustrien, plast- og legetøjsindustrien, fødevarebranchen, elektronik- og vindmølleindustrien. Og løsningerne er i brug langt ud over landegrænsen i så forskellige lande som USA, Indien, Brasilien og Polen.

- Kartofler er jo i virkeligheden meget forskellige i form og størrelse, og det at sikre at læggekartoflen holdes fast og roteres, så der automatisk udtages en prøve netop der ved ”navlen”, hvor kartoflen har hængt ved planten, er ikke så enkelt. Og bagefter at holde prøverne separerede og få dem systematiseret i poser, som skal mærkes med batchnummer og sikret, at næste prøve også tages med sterilt værktøj. Det er ikke uden grund, at denne opgave hidtil har været varetaget af mennesker med to hænder og et hoved, siger Kim Poulsen, administrerende direktør hos KP Automation.

Fødevarestyrelsen regner med, at robotløsningen frigør fire medarbejderes arbejdskraft i kartoffelsæsonen (fra august til februar) og altså to årsværk fra det - ifølge medarbejderne - også overordentligt kedelige prøveudtagningsarbejde. Med en pris på robotløsningen på cirka 2 mio. kr. bør investeringen være tilbagebetalt på under tre år i sparede arbejdstimer.

Sådan fungerer det
Kartoflen køres ind i anlægget, klemmes godt fast. Et visionssystem med kamera finder propningsstedet / prøveudtagningsstedet og sender data til KP Automations robot nummer et. Med propningsværktøjet tager robot et en prop, skyder skrællen af og putter proppen i posen.
Efter endt propning kører værktøjet over til ultralydsbadet og parkerer det brugte værktøj og tager et rent. Det brugte værktøj sænkes ned i ultralydsrenseren.

Imens tager robot to posen med propper og lægger den på en båndbane, som bringer poserne ud af anlægget. Herfra pakkes de manuelt, mærkes med batch-nummer og sendes til analyse.

Ved hjælp af sensorer og visionssystemet, kan anlægget håndtere kartofler i forskellige størrelser.

Præsenteres på FoodTech
Robotløsningen præsenteres første gang offentligt i funktion på FoodTech i Herning, der foregår den 1.-3. november. Herefter skal robotten straks hjem og idriftsættes hos Fødevarestyrelsens Laboratorium i Lystrup ved Århus, hvortil der hver dag kører lastbiler med kartofler til prøveudtagningen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078