23948sdkhjf

Flex Trim åbner søsterselskab

Hos slibeproducenten Flex Trim i Glyngøre går det godt, endda så godt at virksomhedens stifter, Poul Erik Jespersen, har etableret en ny virksomhed, Kadicma ApS.
Oprettelsen af Kadicma skyldes blandt andet den store efterspørgsel efter Flex Trims produkter, men det skyldes også, at den store efterspørgsel har sat nogle tanker i gang hos Poul Erik Jespersen.

Flex Trim startede tilbage i 1990’erne med at tilbyde deres ekspertise til træbranchen i Danmark. Siden er også komposit- og metalbranchen kommet til, og det er netop omdrejningspunktet for Kadicma.

- Kadicma skal producere slibeløsninger til metalindustrien, vindmølleindustrien, fly– og bilindustrien – ja i det hele taget til alle industrier, som arbejder med kompositter og metaller, siger Poul Erik Jespersen.

- Produkterne er specielt udviklet til automatiske og manuelle industrimaskiner, men vil på sigt også blive optimeret til mindre industrivirksomheder, værksteder, håndværkere og gør-det-selv folket, tilføjer han.

Milliardmarked
Firmaets navn Kadicma har ingenting med selve produktet at gøre, men er en sammentrækning af navnene på Poul Erik Jespersens børnebørn.

- Produktet har et potentiale til en årlig omsætning på verdensplan på adskillige milliarder kroner. Vi får nok ikke omsat for mange milliarder i Glyngøre, men kunne vi nu bare få 3-4 procent af det marked, siger Poul Erik Jespersen med et skævt smil og et glimt i øjet.

Fysisk kommer Kadicma til at holde til i en nabobygning til Flex Trim, som tidligere har huset entreprenør-virksomheden Bodilsen Totalbygning.

- Bygningerne er i fin stand, så det er begrænset, hvad der skal gøres ved dem, inden vi flytter ind, udtaler Poul Erik Jespersen.

Han er i gang med at få sat udstyr ind i bygningen og forventer så småt at kunne etablere en produktion indenfor de nærmeste måneder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114