HM Labelling A/S køber Strålfors Collamat AG i Schweiz
Som led i en strategi om at være blandt de ledende globale aktører inden for etiketteringsmaskiner og systemløsninger, har HM Labelling A/S i Vojens pr. 1. januar 2006 købt Strålfors Collamat AG i Schweiz af det børsnoterede svenske selskab Strålfors.
Strålfors Collamat AG skifter pr. 1. januar 2006 navn til HM Collamat AG og indgår sammen med HM Labelling A/S i HM Group. Den nuværende direktør for Strålfors Collamat AG, Steen Kreinbrink, samt de 26 medarbejdere fortsætter alle i HM Collamat AG.
Strålfors Collamat AG har gennem årene opbygget en meget stærk international markedsposition under varemærket "Collamat®". Produkt-programmet fra HM Collamat AG i Schweiz vil derfor også i fremtiden blive markedsført som "swiss modular labellers" under varemærket "Collamat®".
Med erhvervelsen af Strålfors Collamat AG forventer HM Group at opnå en væsentlig synergieffekt i de 2 selskaber, bl.a. i forbindelse med udvikling, produktion og markedsføring. Kombinationen af Collamat’s og HM Labelling’s produktprogrammer sikrer kunderne markedets bredeste program inden for etiketteringsmaskiner og avanceret IT-teknologi.
- Med erhvervelsen af HM Collamat AG får vi nu adgang til forhandlere på mere end 35 eksportmarkeder i stedet for de ca. 10, vi har i dag. Det har stor betydning for en række af vores store internationale kunder, der dermed er sikret de samme effektive etiketteringssystemer og service world-wide, siger direktør Hans Jensen.
Kilde: HM Labelling A/S. http://www.hm-labelling.dk