Lokale kræfter puster liv i industriuddannelse
Det var en bekymring hos virksomhedsledere, som i 2014 fik sat skub i en proces omkring industritekniker-uddannelsen i Vejle.
Virksomhedslederne mødtes på Flextek i Hedensted og blev enige om, at der måtte gøres noget. Virksomhederne kunne ikke få de medarbejdere, de manglede.
- Der blev kun optaget mellem fem og syv elever per halvår, og skolen blev kaldt for "teknisk museum", fordi vores maskiner var så gamle, fortæller Lars Skibdahl, centerchef for Syddansk Erhvervsskole Vejle.
Penge og praktik
Virksomhederne bad om et møde på SDE, og her lovede de at spytte penge ind i indkøb af nye, moderne CNC-maskiner. Desuden gav de en garanti for praktikpladser.
Vejle Kommune spyttede også penge i bøssen, og pludselig var der 8 mio. kr. til at købe nye maskiner for. Virksomhederne dannede et Support-Team for uddannelsen, og de blev repræsenteret i skolens Advisory Board, så SDE har en god partner at spille op imod.
- Vi har kunnet lægge os på forkant med indkøb af maskiner. Vi låner også nogle af virksomhedernes svende for at holde os up-to-date med teknologien.
22 optagne
- Alt sammen har det resulteret i, at vi senest har optaget 22 på industritekniker-uddannelsen her i august. Optaget til januar ser også allerede positivt ud. Det er rygtedes, at vi har en god uddannelse her. Så vi får også elever fra Sønderjylland og Nordjylland, siger Lars Skibdahl.
Virksomhederne har slået på, at hvis de bare kan få de uddannede industriteknikere, så er de konkurrencedygtige på det internationale marked, og så kan de godt gå ud og få flere ordrer.
- Vi er glade for, at virksomhederne har set på, hvad der var til fælles gavn.
- Det har været så god en historie, at vi er ved at samle virksomheder omkring skolens andre fag. Jeg har bedt lederne af hvert af fagene om at samle et Advisory Board inden juleferien, siger Lars Skibdahl.