Sidste chance for støtte til grøn procesenergi
VE til proces tilskudsordningen lukker fra 1. januar 2017 for at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften. Men ansøgninger der er indsendt og godkendt i 2016 kan fortsat få økonomisk tilskud til energioptimering.
Et stort flertal i Folketinget har besluttet at afskaffe ordningen, for at finansiere udfasningen af PSO-afgiften.
Frem til 2021 var den samlede pulje på omkring 2,8 mia. kr. De penge bruges nu i stedet til at finansiere de manglende indtægter ved PSO-afgiften.
Som udgangspunkt modtager og sagsbehandler Energistyrelsen ansøgninger efter uændret praksis i 2016.
Det er dog ikke sikkert, at styrelsen kan nå at afgøre, om ansøgningen kan godkendes i løbet af 2016. Det skriver Energistyrelsen i et nyhedsbrev om VE til proces.
Energistyrelsen opfordrer derfor virksomheder, der sidder med en ansøgning, til at sende den ind hurtigst muligt.
Har en virksomhed allerede sendt en ansøgning til Energistyrelsen, vil den blive sagsbehandlet som hidtil.
Dog skal Energistyrelsen også have givet tilsagn om støtte inden nytår. Er sagsbehandlingen ikke afsluttet i 2016, gives der ikke tilsagn om tilskud i 2017.
Overset tilskudsordning
Siden 2013 har Energistyrelsen givet tilsagn fra VE til procestilskudsordningen for 850 mio. kr. til i alt 420 projekter.
Men hele 39 procent af industri- og energiforsyningsvirksomhederne svarer i en evaluering af ordningen, foretaget af Rambøll, at de ikke kender til ordningen.
I Energistyrelsen er man heller ikke blevet løbet over ende af ansøgere.
Det fortalte Eva Lembke til Jern & Maskinindustrien tidligere i år .
- Vi har ikke sagt nej til ansøgere, fordi årets pulje har været opbrugt, siden VE til proces startede i 2013. Vi forsøger at gøre ansøgningsproceduren nemmere og bruger kræfter på at oplyse industrivirksomhederne om muligheder for støtte ved omlægning til vedvarende energi, sagde Eva Lembke, AC-medarbejder i Center for Erhverv og Energieffektivitet i Energistyrelsen.