Maskinproducent fravælger grossister
For at stå stærkere i konkurrencen har maskinproducenten, AP Teknik, valgt at droppe grossisterne og varetage salget selv.
I fremtiden står virksomheden selv for salget af deres maskiner, og den beslutning hænger også sammen med maskinproducentens vurdering af, at der efterhånden er flere ulemper end fordele ved at bruge grossister.
- Fordelen er naturligvis, at grossisten har en langt større berøringsflade med de potentielle kunder, end vi selv har. Ulempen er, at han sælger en lang række forskellige produkter fra mange leverandører, og i den situation er det ikke givet, at vore maskiner får den optimale opmærksomhed. Vi har selv fremstillet maskiner siden 1984 og har derfor en helt anden indsigt i det, der er vores speciale. Hertil kommer selvfølgelig, at salg via grossister jo giver en øget omkostning, siger direktør Jan Andersen til ErhvervsBladet.
AP Teknik har de seneste år oplevet en stigende konkurrence fra særligt lavtlønslandene, men forventer at den nye salgsstrategi kan hjælpe til, at virksomheden klarer distancen.
Jan Andersen er forberedt på, at salgsdisponeringen kan give kundetab på kort sigt, men forventer at virksomheden inden for fem år henter flere ordrer hjem, end det er tilfældet i dag.