Den danske vækst fortsætter med at gå den rigtige vej
Bruttonationalproduktet steg i tredje kvartal med 0,4 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.
Dermed er det sammenlagt steget med 0,8 procent i årets første tre kvartaler, og det ser ud som om, at det svage opsving har bidt sig fast.
Dansk økonomi oplevede ellers tilbagegang sidste efterår, hvor bruttonationalproduktet faldt.
Men nu ser det ud som om, at udviklingen er vendt, og det endda på trods af at privatforbruget var uændret i tredje kvartal.
Det har ellers været privatforbruget, der har holdt hånden under væksten, men i de seneste tre måneder har det været det offentlige forbrug, der med en stigning på 1,4 procent har stået for fremgangen.
Kigger man på den årlige vækst fra kvartal til kvartal, er dansk økonomi vokset med 1,2 procent det seneste år.
/ritzau/