23948sdkhjf

Ny forskning skal gøre fremtidens havvindmøller konkurrencedygtige

For at havvindmøller skal kunne blive konkurrencedygtige i sammenligning med andre energikilder, er der en række forhold, som er nødt til at blive forbedret. Denne opgave kaster en gruppe af danske forskere sig over i de kommende år med millionstøtte fra Det Strategiske Forskningsråd.
Forskere på Aalborg Universitet modtager sammen med en række partnere godt 10 mio. kr. over de næste tre år til et stort projekt med fokus på vindmøller. Visionen er, at øget forskning i og større viden om usikkerhed og pålidelighed af vindmøller kan skabe mere kosteffektiv energi, blandt andet fordi man vil kunne undgå konservative mølledesign. Viden om usikkerhederne i de væsentligste vindmøllekomponenter er vigtig og vil være med til at kunne reducere omkostningerne og give større pålidelighed. Begge disse effekter er afgørende for, at især havvindmøller kan blive konkurrencedygtige.

I det forestående projekt, som ledes af professor John Dalsgaard Sørensen fra Aalborg Universitet, vil man fokusere på fundering af vindmøller, vindmøllevinger samt drift og vedligehold af møllerne. Disse tre områder er alle vigtige for en vindmølles levetidsomkostninger.

- Vi kommer til at tage nogle store skridt hen imod fremtidens energiforsyning med dette projekt, for ud over at teknologien naturligvis skal være til stede, så skal man også sikre, at den er kosteffektiv. Og det er nogle af de ting, vi skal sikre ved at gøre havvindmøllerne og designgrundlaget for møllerne mere pålideligt, forklarer professor John Dalsgaard Sørensen.

Det Strategiske Forskningsråd har en særlig komité for bæredygtig energi og miljø, som har vurderet en lang række potentielle forskningsprojekter, og heriblandt har komitéen valgt at støtte professor John Dalsgaard Sørensens projekt. I forskningsprojektet deltager også partnere fra Risø DTU, Vestas Wind Systems A/S og DONG A/S.

Kilde: Aalborg Universitet - http://www.aau.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.292