Bent Tram A/S får eksportordrer med potentiale
Her er det blandt andet det amerikanske marked, der nyder godt af ekspertisen hos Aalborg-firmaet. Perspektiverne i USA passer ledelsen i Bent Tram A/S glimrende, da man i forvejen har flere maskiner i drift på den anden side af Atlanten. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Den nyudviklede testmaskine skal benyttes til kvalitetskontrol af store plastrør til vandafledning og kloakering. Direktør Knud Sørensen tillægger det stor betydning, at man i en lille, men konkurrencepræget branche, nu kan henvende sig til et nyt segment.
- Den internationale plastindustri er et vægtigt interesseområde. Med den nye løsning kan vi måske få et forspring, når det handler om plastemner underlagt strenge normkrav. Der er muligheder i det meste af verden, understreger han og tilføjer, at man allerede har den nyudviklede maskine i drift i USA, Tyrkiet og Europa.
Tilpasses standarden
Maskinen er udstyret med virksomhedens egen software, der hurtigt giver brugeren en omfattende testrapport med alle relevante data om styrke og kvalitet. Knud Sørensen forklarer, at systemet tilpasses de specifikke materialestandarder, og både maskine og software skræddersyes fra gang til gang.
- Der er selvfølgelig forskel på at teste plastrør kontra papkasser eller isoleringsmaterialer. Programmeringen er den videntunge del af udviklingen, men når der skal testes rør med en diameter op til fire meter, skal der tages højde for mange ting i konstruktionsfasen. Den nye maskine er for eksempel lavet med fire spindler i stedet for to for at håndtere netop emnernes størrelse, siger han og fortæller videre, at sidste års flytning fra centrum af Aalborg til et nyt domicil i industrikvarteret i den sydlige del af byen betaler sig.
Den nye produktionshal har højnet fleksibiliteten, og man kan nemmere håndtere store leverancer i både antal og maskinstørrelse.
Flere forespørgsler
Det kan der blive brug for i nærmeste fremtid, da der allerede er forespørgsler fra flere aktører i den internationale plastindustri. I den forbindelse er det en fordel, at man årligt foretager mange serviceeftersyn over hele kloden. Knud Sørensen håber dog, at flere nærmarkeder også finder den nye maskine interessant.
- Vi er en global virksomhed og vant til mange rejsedage. Der er visse logistikmæssige fordele ved at levere til det europæiske marked. Ikke at vi klager. Når vi alligevel er i Brasilien eller Mexico for at lave service, tager vi gerne et smut forbi USA også.
/he/