23948sdkhjf

Misforståelse bremser lærlinge-kontrakter

Forældre tror fejlagtigt, at industrien mangler praktikpladser, viser undersøgelse.

Ny undersøgelse viser, at mange forældre er bekymrede for, om der er praktikpladser og job nok til deres børn, hvis de vælger en erhvervsuddannelse.

Omvendt står industrien og mangler lærlinge, og det dilemma oplever man blandt andet i Syddanmark, hvor der er ubesatte lærepladser i regionen indenfor industrien bygge- og anlægsbranchen.

En ny undersøgelse viser, at 31 procent af de forældre, der ikke vil anbefale deres barn en erhvervsuddannelse, angiver, at det er fordi, de er bekymrede for, om der er praktikpladser eller job nok.

En anden undersøgelse viser, at 14,2 procent af de adspurgte forældre siger, at sikkerhed for praktikplads kan få deres børn til at vælge en erhvervsuddannelse.

- Vi har dagligt kontakt med virksomheder, der mangler lærlinge. Vi har stor efterspørgsel efter elever i de højteknologiske fag som for eksempel industritekniker og automatiktekniker. Det er alt sammen uddannelser, hvor der allerede nu mangler arbejdskraft, og der er også gode karrieremuligheder, siger direktør Lars Bregnehøj fra Syddansk Erhvervsskole i forbindelse med undersøgelsen.

At praktikpladsmulighederne flere steder er gode, kan virksomheden V. Å. Gram i Vojens skrive under på. Virksomheden, der blandt andet producerer udsugningsborde, ventilatorer og filteranlæg, søger typisk klejnsmede, svejsere og industrioperatører, men lærlingene har ikke været lette at få fat på.

- Vi har ofte haft svært ved at finde lærlinge. Derfor har vi intensiveret charmeoffensiven over for de unge og blandt andet afholdt et succesfuldt åbent hus, hvor de unge, deres forældre og andre med interesse kunne komme og se en aktiv produktion en lørdag eftermiddag, siger HR-koordinator i V. Å. Gram Pia Pedersen.

V. Å. Gram er for nylig gået fra at ansætte én klejnsmedelærling om året til to, da virksomheden oplever, at det er svært at finde færdiguddannede klejnsmede.

Arbejdsdrenge har betydning
Maskinfabrikken ECM Industries er et eksempel på, at virksomheder også selv kan gøre noget for at tiltrække lærlinge. Virksomheden fra Egtved har 100 ansatte og ingen problemer med at tiltrække lærlinge. Produktionschef Søren Christiansen efterlyser, at branchen i højere grad selv tager initiativer, for de unge kommer ikke af sig selv.

- Vi får cirka 35 ansøgninger om året. Og vi oplever, at det er forholdsvis nemt at finde de rigtige lærlinge. Men en del virksomheder giver sig ikke tiden til at få de unge i gang. Mange virksomheder gør sig ikke synlige der, hvor de unge mennesker er. I fortiden havde alle maskinfabrikker arbejdsdrenge, og der blev de unges interesse fanget. Da virksomhederne droppede arbejdsdrengene, forsvandt grundlaget for lærlinge. Vi har konstant 12-14 unge mennesker fra 13-17 år, som kommer efter skole for at tjene penge, og derfor har vi stadig kontakten, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078