Ny bog går tæt på østjysk industriby
Randers’ Muskler er en ny bog om industribyen Randers, der har flere hundrede års historie og er rundet af generationer af fabriksarbejdere.
Det er en bog om stolthed. Stoltheden ved at være en randrusiansk arbejder, vokset op af den østjyske muld, og stoltheden ved at etablere og udvikle en industrivirksomhed med gode, solide arbejdspladser.
Men det er ikke nogen hemmelighed, at det efterhånden er ved at være nogle år siden, at Randers havde sin storhedstid som industriby.
Store industrivirksomheder som togfabrikken Scandia og Dronningborg Maskinfabrik har lukket ned for deres østjyske produktion.
Derfor søger randrusianerne også svar på spørgsmål som: Hvordan kan vi bruge vores historiske arv til at stå stærkere nu og i fremtiden? Hvad i vores industrihistorie kan vi kan lade os inspirere af? Hvad skal vi bringe med os fremadrettet, og hvad skal vi lade ligge?
Er der overhovedet perspektiver i "made in Randers"?
Forfatterne giver bud på årsager til fortidens nederlag og sejre, ligesom de peger på veje fremad.
Der dykkes ned i, hvad der duede engang, og hvad der kan virke fremover. Ved at se tilbage opstår et solidt ståsted til at øjne fremtidens Randers’ muskler.
Søren Tandhjul i røde bukser
Der bliver også plads til sjove anekdoter fra industrivirksomheder i Randers, nogle af de tankevækkende fortællinger om, hvordan arbejdslivet som industriarbejder har forandret sig.
Bogen er opdelt i 19 kapitler, som undersøger hvert sit område eller aspekt af den kultur, som er skabt og vokset ud af udviklingen til industriby. I hvert kapitel kigges der således både tilbage og fremad.
Det er ikke kun historiske personer, der bliver fremhævet i bogen.
Kapitel 9 hedder således kort og godt "Søren Tandhjul" og handler om fjerde generation på Randers Tandhjulsfabrik, Søren Fischer, som ifølge de to forfattere lyser op i gadebilledet med sine markante meninger og røde bukser.
Han gav stafetten videre som administrerende direktør i Randers Tandhjulsfabrik sidste år.
Bogen er skrevet af Trine Wiese, journalist med ledelse som speciale, og Annemarie Winther, kommunikationsrådgiver og storyteller. Sammen ejer de kommunikationsbureauet Winther & Wiese.
Bogen er udgivet af forlaget Turbine Business.