23948sdkhjf

Dansk maskinbygger udruster Haldor Topsøe-fabrik

Leverancen af robotsystemer og savelinjer til kinesisk fabrik blev forsinket, men er nu fuldendt.

Helt i tråd med strategien drog søsterselskaberne ProInvent og Videometer med, da deres langvarige samarbejdspartner Haldor Topsøe i 2012 søsatte sin største udenlandske investering til dato. Opgaven var at del-udruste en kæmpe katalysator-fabrik i kinesiske Tianjin.

Leverancerne er nu i hus. Men 2016 bød på udfordringer, og projektet trak ud.

- Vi kommer ud med skindet på næsen. Og sådan skal det også være. Opstår der problemstillinger, der skal løses, betaler kunden i et mindre omfang, siger ProInvent og Videometer-direktør Leif Dalum til Metal Supply.

Leif Dalum understreger, at projektet, trods forsinkelser, kom godt i mål. Det samme giver Dennis Rasmussen, der er Haldor Topsøes projektdirektør på Tianjin-fabrikken, udtryk for:

- Vi er stolte af, hvad vi har fået op at stå i Tianjin, for både processerne og det omfangsrige produktionsudstyr virker efter hensigten, siger Dennis Rasmussen.

Sammen med automationsvirksomhederne Qubiqa og Idealline ekviperede maskinbyggeren ProInvent og søsteren Videometer, der udvikler og sælger visionsteknologi, fabrikken i Tianjin med fire savelinjer, syv ABB-robotter, en større ovnhåndteringsrobot med 3D-vision, to procesanlæg med overheadrobotter samt transportsystemer.

Vil gerne med de store kunder

Selvom forsinkelser på Tianjin-fabrikken kostede bundlinje, ser Leif Dalum tilbage på et godt projekt.

- Vi går efter kunder, der er førende inden for deres felt, og som har global produktion med noget i Danmark og noget i udlandet. Vi er stolte af at være med i spillet, og vi kan mærke, at vi tilfører god værdi til de internationale virksomheder, siger han.

ProInvent Gruppen tegnede sig i 2015/2016 for endnu et millionoverskud, men det skyldes ikke Haldor Topsøe-fabrikken, som ellers bidrog godt i forrige regnskab. I stedet meddeler Leif Dalum, at tilstanden i det nye regnskab skyldes stor omsætning hentet hos mange forskellige kunder.

Beviste sig i Frederikssund

Samarbejdet mellem ProInvent og Haldor Topsøe trækker tråde tilbage i tiden, og Kina-projektet opstod i kølvandet på, at maskinbyggeren leverede varen i Danmark.

- Vi startede med at levere udstyr til en fabrik oppe i Frederikssund. Det kørte på i en årrække, men det tog lang tid, inden katalysatorer til store dieselmotorer slog igennem. Da det så fik fat, fik vi ordre på at booste fabrikken med nye maskiner, der arbejder hurtigere og mere præcist. Det arbejdede vi med i to år, og da det var overstået, valgte man at bygge en fabrik i Kina, forklarer Leif Dalum, der udover at være direktør, også er hovedaktionær i ProInvent og Videometer. 

Fuldautomatisk på dansk i Kina

Katalysator-producenten Haldor Topsøe søsatte for omtrent fire år siden sin største investering uden for Danmark nogensinde. Med en kæmpefabrik i Tianjin vil virksomheden være tæt på et kinesisk marked med et kæmpe iboende potentiale. For i takt med at miljølovgivningen stadig strammes i Kina, er katalysatorer i gang med at blive indført på store dieselmotorer for at nedbringe forureningen.

Men trods den billigere arbejdskraft i Kina kommer der ikke til at vrimle med mennesker på fabrikkerne:

- Selvom man producerer i Kina, hvor arbejdskraften er billig, er det alligevel fuldautomatiske anlæg med en del store industrirobotter i. Katalysator-elementer er sprøde, og hvis man håndterer dem med menneskehånd, kommer man nemt til at skade dem. Derfor giver det rigtig god mening at bruge industrirobotter til håndteringen, forklarer ProInvent-direktør Leif Dalum.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078